Gødning i drivhuset!

Meningen var god nok… udfaldet måske knapt så heldigt. I hvert fald i starten…

Små druer på vej på Oldefars vin

I år er anden sæson for vores drivhus. Jeg har taget en masse lærdom og erfaring med mig fra sidste år og glæder mig som et lille barn til igen at kunne sidde i duften af frodige tomatplanter, plukke løs af salvieblade og følge, hvordan auberginer og snackpebre vokser. I år er der også tegn på, at der kommer druer på vinrankerne, og ferskentræet har allerede sat an til store, lækre frugter!

Fersknerne gror hastigt på vores lille ‘Frost’ træ

I min iver efter at skabe så gode vækstbetingelser som muligt, har jeg selvfølgelig også tænkt på, at planterne skal både vandes og gødes. Et besøg i et plantecenter giver rig mulighed for at komme hjem med masser af gødning – i fast eller flydende form. Jeg bruger ofte en blanding af gødningspinde og flydende gødning, som jeg regelmæssigt doserer i vandkanderne. 

I år tænkte jeg dog, at jeg ville gøre det ekstra godt. Jeg kom derfor hjem med en spand økologisk, organisk gødning i pilleform. Pillerne skulle blandes med det øverste muldlag, og gødningen ville så være langtidsvirkende – og naturligvis sund og fuldt ud anvendelig både til blomster, men også til spiselige grøntsager!!

Citrustræet i blomst – for en måned siden stod det uden blade!

Jeg gjorde mig umage. Fik pillerne fordelt i alle krukker. Fik blandet dem godt sammen med jordlaget og fik vandet. Sådan – nu var det bare at vente, og jeg var sikker på, at resultatet ikke ville udeblive. Det tror jeg stadig på. Men der var én ting, jeg ikke lige havde tænkt på: lugten! Inden for ganske kort tid bredte der sig en umiskendelig lugt af – ja, gylle – inde i vores ellers så hyggelige og lune drivhus!! Det har jeg måttet høre for – og det er ganske fair. Sådan en lugt tager lidt af den umiddelbare hygge! Faktisk havde jeg tænkt på at lave min egen gødning af brændenældeblade – et tip, jeg har læst i flere haveblade. Det skulle være enormt effektivt, men det skulle også lugte fælt. Med den erfaring, jeg har gjort mig i år, vil jeg nok overveje en ekstra gang, om jeg skal hoppe med på brændenælde-gødnings-vognen… Men når alt det er sagt, så begynder min lidt kiksede indsats rent faktisk at give pote nu.

Stegte salvieblade med små stave Primadonna ost – uhm!

Citrustræerne, som vi klippede helt ned i et sidste forsøg på at redde dem fra vinterens strabadser, skyder voldsomt og har ovenikøbet sat de første blomster, og salviebusken går helt amok – og det er heldigt, da vi elsker oliestegte salvieblade som sommersnack. 

Nu ca. 3 uger efter har lugten fortaget sig – heldigvis. Næste år tror jeg, at jeg vender tilbage til den flydende, lugtfri gødning… 🙂

Haven i maj – et liv i overhalingsbanen!

Den 30. april skulle vi fejre konfirmation i år. Festen skulle holdes hjemme, og de første forberedelser hertil gik allerede i gang i efteråret. Her satte jeg nemlig nogle flere tulipaner i staudebedet – hvide og sorte/dyblilla – så de kunne blomstre fint til den store dag. Som forårsmånederne skred frem, blev den øvrige have også trimmet – rhododendron blev flyttet rundt, buksbom klippet til, roser og lavendler klippet ned, og en generel lugning med jævne mellemrum gjorde, at haven stod fin og flot.  Vores lille kirsebærtræ i forhaven blomstrede med masser af små fine lyserøde blomster, og jeg holdt nøje øje med, om vores Cunningham’s White mon ville nå at springe ud?

Alle de små forårsblomster – på nær Kærmindesøstrene og nogle få Perlehyacinter – havde takket af for i år, og planen var jo så, at tulipanerne skulle tage over og stå ranke og flotte og byde velkommen i haven. Sådan havde jeg i hvert fald forestillet mig det. Jeg holdt derfor også nøje øje med de dér tulipaner… Hallooo!!! Er I der? Og det var de selvfølgelig – men det gik nu lidt trægt med blomstringen. Varmen lod som bekendt vente på sig, så ‘timingen’ i forhold til de blomster, jeg havde håbet på ville stå flot og i flor, var måske ikke liiige i øjet. Vi havde dog en fantastisk dag og havens rammer var yderst tilfredsstillende – og til gengæld holdt det velplejede look i haven længe, da kulden satte det hele lidt ned i tempo. 🙂

Sådan var det i april.

Nu er vi på den anden side af den store fest – vi er kommet ind i maj. Solen har fået mere magt, og vi har haft nogle dage, hvor varmegraderne har sneget sig helt op omkring de 25 grader! Skønt! Særligt for de mange, der i Bededagsferien også skulle fejre konfirmation! Vi var heldige at være med til to af slagsen den weekend. Lune forsommerdage med lysegrønne bøgetræer løfter stemningen yderligere. Udsprungne spirea-grene står i øvrigt rigtig flot til de søde konfirmander i deres hvide kjoler eller skjorter! 🙂

Den herlige weekend blev fulgt op af to kursusdage udenbys – og selv om jeg havde sagt til mig selv adskillige gange: ‘Husk nu IKKE at vende ryggen til!’, så var det lige præcis, hvad jeg havde gjort! Haven så ganske anderledes ud, da jeg kom hjem onsdag, end da jeg tog af sted mandag. Solen og varmen havde gjort sit indtog, og haven var nærmest eksploderet i et farveorgie, der fik mig til at glemme, hvordan det hele så ud for bare 14 dage siden. Akelejer står nu og nikker i rosenbedet, azaleaerne lyser op med deres stærke farver, og frugttræerne blomstrer med de fineste hvide og sartrosa blomster. Mælkebøtter og tusindfryd gør også hævd på en del af haven, græsset gror om kap med sig selv, tulipanerne er på tilbagetog, mens løjtnantshjerter og storkenæb tager over. Det er lige nu, haven er allermest skøn – og det er bare om at nyde det, for det hele foregår i overhalingsbanen!

Nyd duftene, farverne, formerne og fornemmelsen af den sommer, der venter lige om hjørnet! Det er lige nu, det sker – vi har ventet et helt år, og når jeg står midt i det hele og stikker næsen i en blomstrende syren, bliver jeg hvert år bekræftet i, hvorfor det er, jeg er så vild med maj!

Forårsrengøring i drivhuset

Åh – hvor det lader vente på sig! Foråret, altså…. Jeg er klar og har været det længe! Og det er drivhuset også nu! Over to weekender har jeg været i gang med at skrubbe og vaske af! Med god og uvurderlig hjælp fra min mand!

Fliserne har fået en ordentlig tur med brun sæbe, og har forvandlet sig fra algegrønne/-sorte sten til de fineste terracotta-røde fliser igen. Ikke helt så uspolerede som sidste år, hvor de blev lagt, men med en fin patina og varm glød – særligt når solen skinner! Og det gjorde den fredag i denne weekend – med ca. 15 grader inden for glasvæggene! Herligt!

Glaspartier og aluminiumsstel er blevet vasket grundigt ned med klorvand. Utroligt som det pynter! De få krukker, vi har stillet ind i drivhuset til overvintring fik lov at komme ud, mens rengøringen stod på – de er blevet vandet og klippet til, og alle visne blade og indtørrede og rådne citrusfrugter er blevet fjernet.

Det er lidt at et sats, at vi har stillet citrustræerne ind i drivhuset, fremfor – som vi plejer – i udestuen, som er uopvarmet, men frostfri. Træerne står i store lerkrukker, som er rigtig flotte, men også ualmindeligt tunge at flytte rundt på! I efteråret blev vi derfor enige om, at nu måtte det briste eller bære – citrustræerne blev kørt ind i drivhuset, og selv om de ser lidt trætte ud nu, så tror jeg på, at de nok skal over
leve. Hvis de gør det, kan det være, at vi næste år alligevel skal alliere os med noget bobleplast eller andet isolerende materiale, for at beskytte dem lidt bedre…

De føromtalte krukker, som træerne står i, havde også forvandlet sig til ugenkendelighed fra den fine terracotta-røde til den mest giftiggrønne farve med det algelag, der havde sat sig! En heftig gang skrubben i sæbevand ude på terrassen gav – ud over særdeles kolde fingre til min mand – krukkerne deres røde farve tilbage!

De planter, der er plantet ned i jorden i drivhuset, ser heldigvis alle ud til at have klaret den første vinter. Det er vinplanter – blandt andet dem, jeg tidligere har skrevet om, som vi kalder ‘Oldefars vin’, fersken og kiwi. Vores passion er også stadig med, omend lidt usikker – heldigvis har vi en back-up i vores udestue, og den har det fint! De rosmarin, vi satte ned til vin og fersken, lever også stadig. Vist ikke i bedste velgående, men bestemt heller ikke i ‘værste’. Vi har endnu til gode at få fat i den ‘rigtige’ rosmarin, som er lidt mere hårdfør. Måske finder vi den i år…

De hvide havemøbler er endnu en gang blevet vasket af, og selv om de møbler, der om nogle måneder skal ud på terrassen, stadig står stablet op, så er der nu mulighed for at sidde på en nyvasket bænk eller stol ved spisebordet og nyde en kop te og en fastelavnsbolle – og vente på foråret!

Et nyt haveår venter…

I disse dage vrimler det med tilbageblik på det år, der netop er gået – hvad var hot, hvad var not, hvad husker vi bedst, hvad gjorde mest indtryk….  

Det er også på denne tid af året, at ideerne om det kommende haveår begynder at spire frem, og jeg gør nok den samme tilbagebliksøvelse, når jeg tænker på, hvordan og hvor jeg kunne tænke mig at lægge kræfterne i haven, når det om nogle måneder går løs.

2016 stod meget i drivhusets tegn hjemme hos os. Eller driverhuset, måske rettere. Fra marts til oktober blev stort set alle måltider indtaget i drivhuset – nok havde vi vidst, at vi ville bruge drivhuset flittigt, men at det skulle få en så central plads ved måltiderne, havde vi vist ikke troet. Størrelsen på vores drivhus (ca. 21 kvm) er super god, og gør, at der er luft og plads til både planter og spisearrangement. For ja, planter var der selvfølgelig også masser af. Årets ‘vinder’ i drivhuset bliver auberginen. Det var helt nyt for os at prøve kræfter med aubergineplanten, men vi fik høstet nogle flotte eksemplarer – store, skinnende, dyblilla og virkelig lækre, når først de havde fået en kærlig behandling på panden med olie, salt og peber!

Af krydderurterne blev vinderen salvie. En enkelt plante købt i foråret blev delt og voksede sig stor og gavmild inden døre i drivhuset, og udenfor havde vi både i potter og som ‘bunddække’ i støttemuren omkring drivhuset. Sprøde salvieblade let stegt i olie og drysset med salt udgør en fantastisk sommer snack!

Årets fejltagelse var uden tvivl den kinesiske slangeagurk, som faktisk lykkedes rigtig fint, men som ikke formåede at leve op til vores forventninger om lækre, sprøde, hjemmedyrkede agurker. Så har vi prøvet det! Om der kommer agurker i drivhuset igen i år er stadig uvist…

Forventningerne til det kommende år i drivhuset er store. Som storforbrugere af rosmarin vil vi forsøge at holde nallerne fra én af de planter, vi sætter i drivhuset. Måske den så kan vokse sig stor og fyldig uden hele tiden at skulle kæmpe for at holde sig kørende, fordi vi ribber den for blade.

Hvad angår tomater så havde vi mange – og mange forskellige – sidste år. Nogen ubetinget succes var det dog ikke, da de var meget længe om at modne, og sorterne var ikke alle lige gode. I år vil vi nøje udvælge de få, der skal pryde drivhuset og forhåbentlig kaste masser af lækre, solmodne tomater af sig. Det vil formentlig blive blomme- eller cherrytomater.

Vindruer og fersken har haft et år at finde sig til rette i – det bliver spændende at se, hvordan og hvor hurtigt de udvikler sig. Og så er der passionen. Den står stadig fin og grøn deroppe – hvis ikke vi får mere frost end det, vi har set indtil nu, er der håb for, at den klarer sig. Ellers må vi starte forfra. Også kiwien vil vi følge i spænding!

Udenfor i haven blev årets vinder artiskokken! Stor og flot som plante og blomst, imponerende og delikat som spise. Flere af dem i år! En skarp konkurrent var dog nok Discovery æblet, som virkelig var en lækkerbisken i 2016.
Og så fik vi for første gang smagt blommerne på det ‘Italiensk Sveske’ træ, jeg fik i fødselsdagsgave for 4 år siden. Det lovede godt for kommende år!

Skal jeg kåre en vinder blandt blomsterne, bliver det straks lidt sværere. Jeg er vild med roser og syrener – alligevel falder tankerne på Allium, når jeg tænker tilbage på 2016. Måske fordi jeg længe har ønsket mig Allium i haven, og sidste år var første år, jeg rent faktisk havde dem. De er så fine og statelige, og stadig lidt sjove og frække, og så har de en skøn farve, der passer godt ind i staudebedets creme, hvide og blå nuancer.

Jeg havde store forventninger til mine dahlia sidste år – men jeg blev udfordret af sneglene, som åd planterne, så snart de var flyttet fra de beskyttede potter ud i havejorden. Jeg prøver igen i år, men nedtoner nok mine forventninger.

I krukker må det være alle de mange pelargonier og geranier, der vinder i 2016. Den store variation i form, farve og duft gør dem helt specielle, og stiklinge forskellige steder fra giver dem tilmed en historie. De store krukker med citrustræer og sukkulenter hører til i vores have, men de bliver større og større og tungere og tungere at køre rundt med, så vi må tænke en lidt anden løsning for dem. Citrustræerne står i drivhuset vinteren over – vi håber på, at de overlever!!

Jeg kiggede i går i min havedagbog for at se, hvornår det nu lige er, at vi kan forvente at se de første vintergækker. Sidste år var det den 28. januar. Foråret må være lige på trapperne!

Godt nytår!

Glædelig jul!

Første juledag er noget helt særligt. Det er først for alvor her, at den berømte julefred rigtig sænker sig over familien og alle de gøremål, der har fyldt december frem mod gårsdagens fest.

Herhjeimg_1907mme er dagen godt nok startet med at 3/5 af familiens medlemmer tog på arbejde – de to er hjemme igen og nyder nu at have resten af dagen til, med god samvittighed, at kunne hygge sig med gaverne fra i går. Der er ikke noget, vi skal. Bare hygge. For de, der er på arbejde, er arbejdsdagen formentlig også lidt anderledes end vanligt, og alle forsøger nok at gøre dagen hyggelig i det omfang, arbejdet tillader. For de fleste herhjemme er 1. juledag dog en fridag, der holdes og nydes i ro og mag.

Tændte julelys på juletræet udstråler ro, og nu til morgen satte jeg nye lys i holderne og tændte træet igen, så vi kunne nyde synet og roen under morgenmaden. I aften vil vi tænde det igen, og en enkelt gang mere 2. juledag, inden vi takker pænt af og pakker julen nænsomt ned igen 3. juledag.

I år tror jeg, at jeg vil sende en særlig tak til vores træ, som vi traditionen tro fik fældet i selskab af alle vores bedsteforældre, med dertilhørende æbleskiver og varm kakao i skoven.img_7832

img_7834

 

 

 

Det var et nøje udvalgt træ, kæmpestort med velvoksne kogler på – den fineste julepynt i sig selv.

Vi kunne kun få toppen med hjem, for selv om træet skal nå til loftet, var det efterhånden et gammelt og megeimg_7801t højt træ, som på ingen måde kunne være i hverken bil eller stue i sin fulde længde.

img_7828

 

 

 

 

 

 

 

Normalt er det min mand, der sætter træet på fod – skærer og saver det til, så det passer. I år tog jeg teten og gik i gang. Det gik ikke så godt. For at få skåret stammen til, så den kunne passe ned i juletræsfoden, måtte jeg først save en del af stammen og dernæst klippe de nederste grene af. Det viste sig så desværre, at det var de grene, der gav fylde, og på den ene side af stammen var der så efterfølgende en meters penge (stamme) uden grene!! På dette tidspuimg_7842nkt havde julefreden endnu ikke sænket sig i det lille hjem!

Heldigvis kom kreativiteten i spil, da hele familien sidst på dagen var samlet om projektet, og med skruetrækker, skruer og en hel del snilde blev der skruet nogle grene på igen. Resultatet var imponerende, og man skulle næsten vide det, for at opdage, at der havde fundet en større reparation sted! Faktisk endte det med at blive et rigtig smukt træ – eller som familien udtrykte det, så havde træet hele tiden været smukt. Det var min ihærdige indsats, der satte det på en prøve…. Min respekt for god juletræ-på-fod-sætning er absolut intakt. ‘Gør det, du er god til’ – ja, næste år tror jeg bare, at jeg overlader den del til andre, der er bedre til det. Så holder jeg mig til dekorationerne og julepynten, indpakning af gaver, julebag, julemusik og alt det, jeg synes er så hyggeligt ved juletiden – og glæder mig over, at der forhåbentlig igen næste år kommer et smukt træ på fod i vores stue.

På svampejagt

Det er bare om at være der på det rigtige tidspunkt! Og helst også inden alle de andre entusiaster har været forbi med deres kurve, bøger og de samme hensigter som mig! De fleste holder kortene tæt ind til kroppen, når de har fundet et godt sted. Andre steder kan man glædes over, at man tilsyneladende er en af de få, der har spottet et område fyldt med herlighederne, da de står fuldt synlige for motionister på gåben, løbeben eller mountainbikes. Eller også er man bare så heldig, at der er mange af dem Det er naturligvis img_1650svampe, jeg tænker på – og årets jagt er gået ind!

Det der med det rigtige tidspunkt…. det er aldrig det samme fra år til år. September er et vejledende tidspunkt, men er det så helt tidligt eller sidst på måneden mon? Flere gange om ugen går jeg en tur i et fantastisk naturskønt område, hvor vi hvert år plejer at være heldige at finde de lækreste Karl Johan svampe. I år har jeg spejdet efter dem siden august, men har ikke rigtig haft heldet med mig. Det er typisk i weekenden, der lægges ekstra tid ind til svampe-kiggeri. img_1646Sidste weekend kom jeg dog ikke af sted, da jeg var med familien på en miniferie i Nordjylland – i øvrigt i det skønneste vejr. Da turen onsdag så gik derud igen, spottede jeg et væld af kæmpestore Karl Johan og andre rørsvampe! De havde formentlig nydt godt af varmen og havde vist haft et godt og frodigt liv! Og ja – jeg taler i før-datid! Desværre var jeg en postgang – eller en weekend – for sent ude. Svampene var så store, at de faktisk var ovre det – enten var de begyndt at rådne, eller også var der andre af skovens gæster, der havde mæsket sig i dem! Lettere frustreret, men med håb og ihærdighed gik jeg væk fra den gængse sti og ind i skovområdet for at se, om der mon ikke stadig var nogle tilbage, som var spiseegnede. img_1649Og jo, heldigvis! Der var en enkelt hist og her – ikke alle var Karl Johan, men så længe, det var rørsvampe, og de ikke blånede straks ved berøring, så røg de med ned i posen! Hurraa!

I dag var jeg af sted igen – og denne gang havde jeg helt anderledes heldet med mig. Det er som at finde en skat, når man pludselig får øje på de buede, brune hatte dér i skovbunden! img_1653

img_1654I denne weekend kommer bandet på besøg. De er også vældigt begejstrede for svampe, så hvad er mere oplagt end at servere smørristede svampe med flødesauce og et godt glas vin?

Jeg må i byen og købe fløde 🙂

 

Kinesiske slangeagurker – de stikker og smager af squash!

Jeg har tidligere lovet at skrive lidt om, hvordan mit første fjumreår i drivhuset forløber, og hvor jeg især bliver klogere, som sommeren går. På særligt ét område har jeg høstet nogle gode erfaringer – og det er med mine agurker!

Jeg købte tidligt på foråret en pose agurkefrø – og novice som jeg var, tænkte jeg, at det lød godt og eksotisk med en kinesisk slangeagurk! Det skulle nok blive godt!

Jeg såede dem og satte dem under plastic i  vindueskarmen i badeværelset – et meget velegnet sted til spiring, har det i øvrigt vist sig! De første kimblade viste sig hurtigt og så gik det ellers stIMG_6404ærkt. Inden længe måtte jeg plante dem over i en stor balje, sætte støttepinde ved og sætte min lid til, at foråret snart ville bringe lidt varme med sig. Jeg havde nemlig læst, at agurker først kan komme ud i drivhuset, når nattemperaturen kan holde sig på min. 15 grader!

Først i maj plantede jIMG_6485eg dem om igen, forærede nogle væk og satte to planter op i drivhuset. Jeg satte dem i store spande op på en hylde, så de kunne vokse hen langs taget og danne et skyggenet. Det fungerede fint. Jeg fandt hurtigt ud af, at agurker kræver MEGET vand! Blomster kom der også masser af – men ingen agurker.

En god veninde begyndte at snakke om han-blomster og hun-blomster, så jeg måtte i gang med at undersøge, hvad det handlede om. Og jo, der var noget om snakken. Alle han-blomsterne skulle helst pilles af, da det er på hunblomsterne, agurkerne kommer.  Gør man ikke det, risikerer man også, at agurkerne bliver vandede og med mange kernerIMG_1004 i. Og det var jeg sådan set ikke så interesseret i. Som læst, så gjort – og langt om længe viste ansatsen til den første agurk sig da også, og jeg kunne ånde lettet op. Der skulle nok komme fine agurker!
SidenIMG_0443 da har vi kunnet høste mange agurker – alligevel må vi indrømme en smule skuffelse. En kinesisk slangeagurk har små pigge, så både plante og agurk stikker. Herudover smager de mere af squash end af agurk. I min smag skal en agurk være frisk, sprød og slank – og smage af agurk! Så det vil jeg have in mente næste forår, når jeg skal vælge frø. Måske vil jeg også væbne mig med lidt mere tålmodighed, inden jeg sår agurkefrøene.

Sjovt har det været – og jeg har da også været lidt stolt over, at det trods alt lykkedes så godt, som det gjorde! Dyrkningen i sig selv var en succes, men sorten desværre forkert. Næste år bliver det måske skoleagurker, jeg vil teste af…

Nu har begge planter gjort, hvad de skulle, og jeg har takket pænt af og fjernet dem fra drivhuset – mange slangeagurker og en hel masse erfaring rigere! 🙂

IMG_1232
Her tre af de kinesiske slangeagurker sammen med lidt andet godt fra have og drivhus 🙂

 

Related Images:

Aubergine

IMG_7336For et par dage siden høstede jeg min første aubergine i drivhuset. Den var længe ventet, og jeg havde i mange dage dagligt kigget til den for at sikre mig, at alt nu også var, som det skulle være. Skinnende dybviolet og flot var den – ikke så lang som de, man køber i supermarkederne, men sorten var også mindre, så det så helt rigtigt ud.

Måske skal det siges, at jeg elsker auberginer – når de er tilberedt rigtigt og godt. En aubergine, der ikke er stegt længe nok er stort set uspiselig, hvorimod et fad med velstegte auberginer ikke er til at holde fingrene fra!IMG_7345

Jeg er så heldig at have en mand, der elsker at lave mad og som virkelig forstår at lave auberginerne som jeg kan li’ dem. Normalt steger han dem i olivenolie på panden, evt. vendt i lidt mel, og krydret med salt og peber. Gerne sammen med friske krydderurter som salvie og rosmarin.

Som noget nyt har han forsøgt sig ud i at fritere auberginerne i en lille gryde med planteolie.IMG_7349Også her er der lagt friske krydderurter i, og så har det stået og hygget sig til auberginerne var møre og lækre. Som en lille bonus kan man putte skiver af peberfrugt / snackpebre i,  og nogle af de helt små, nye kartofler – det gør bestemt ikke retten dårligere. Server det som tilbehør til fx laks – eller som en snack før middagen med et godt glas kold hvidvin til.

IMG_7350Det var sådan, min første aubergine blev tilberedt – og uhm, hvor det smagte godt. Derudover var det en fryd for øjet, inden fadet (ret hurtigt) var tømt! 🙂

Dahlia

Jeg bliver tiltagende betaget af de farvestrålende og mangfoldige dahlia, der begynder at lyse op i haverne rundt omkring. IMG_1067I år også i min egen. Jeg har ikke været den helt store dahlia-fan tidligere, da jeg ikke er så god til at få knoldene gravet op i efteråret. Jeg har i et par år haft nogle enkelte stående i krukker, og kørt krukkerne inden døre, inden frosten kIMG_6472IMG_1068om. Og de har faktisk overlevet fint.

I år besluttede jeg mig for at give den lidt gas på dahliafronten og indkøbte ca 10 forskellige slags – vidt forskellige i form og farve inden for de rosa/hvid/violette nuancer. Jeg satte knoldene i jord i potter i april og stillede dem op i drivhuset. Alle begyndte at skyde fint på nær én, og da de IMG_6472var blevet tilpas store og foråret havde fået sendt temperaturen udendørs nogle grader op, satte jeg dem glad ud i haven. De blev primært plantet i staudebedet, hvor jeg tænkte, at de kunne erstatte nogle af de tidlige sommerblomster, når vi kom hen mod slutningen af juli. Med stor tilfredshed fandt jeg nye voksesteder til dem og forventningsglæden var stor. Desværre gik der ikke lang tid, før andre af havens nydere også fik blik – eller måske rettere smag – for dem. Snart stod kun de bare stængler tilbage, efter at sneglene havde sat dem på menukortet.

Lettere frustreret gik jeg i gang med at grave dem op og sætte dem i potterne igen, i håbet om, at de ville komme sig, hvis de blev beskyttet mod snegle og fik ro til at vokse sig større. IMG_0287En snak med en havemand på havemessen på Gram Slot gav mig håb om, at det nok skulle kunne lade sig gøre. Når planterne får en vis størrelse, bliver de mere uinteressante for sneglene, så der skulle nok bare lidt tålmodighed til. Nogle af planterne fik jeg reddet – andre var for medtagne og gav op. Planen var at plante dem ud igen – det har jeg dog ikke rigtig turdet, så nu står de i krukker på terrassen ved drivhuset. Kun en enkelt er plantet ud i haven. Den klarer sig og har de fineste blomster – det er Claus Dalbys ‘Rocco’.IMG_1202

En lille krølle på historien er, at i en af mine krukker med duftgeranier begyndte der i løbet af foråret pludselig at dukke spirer frem, der umiskendeligt mindede om dahlia. Der var ingen i husstanden, der kunne huske, at der havde været dahlia i den krukke – ikke desto mindre er den nærmest eksploderet og står nu med et væld af lyserøde blomster! IMG_1206Og det festlige ved dahlia er jo, at jo flere blomster, man plukker, jo flere sætter planten, så det er bare om at plukke ind til buketter!

Lækker krydderolie med rosmarin

Her på en af de sidste feriedage har jeg været i gang med at lave lidt lækkerier til køkkenet. Denne gang var det krydderolie, jeg kastede mig over. Jeg fik også lavet en lille krukkefuld løvstikkesalt – læs mere om at lave krydderurtesalt her.

Som resten af familien er jeg ret vild med smagen af rosmarin. IMG_1130Sommeren igennem har vi brugt rosmarin på alverdens forskellige måder – indbagt og som topping på hjemmebagte brød som fx foccacia, stegt eller friteret sammen med auberginer, eller blot som snack sammen med salvieblade (se mit tidligere indlæg om sprøde salvieblade som snack ). Jeg synes, det er så lækkert at have forskellige krydderolier til at pifte smagen op med, både ved stegning, til at dyppe brødet i, og når der fx laves dressing. Det var derfor oplagt at lade rosmarinen få lov til at være den første krydderurt, der blev hældt på min lille, fine olieflaske. 🙂

Jeg har flere rosmarinplanter i haven – primært oppe omkring drivhuset, hvor jeg håber, at nogle af dem vil overvintre. Desværre plejer mine rosmarin ikke at kunne klare vinterens kulde – heller ikke selv om de er udvalgt som hårdføre sorter og dækket til med gran i løbet af vinteren. Jeg køber derfor nye planter hvert år, og med det forbrug af rosmarin, som vi har i familien, når de ikke at blive rigtig store, som fx disse to buske, der prydede terrassen i det sommerhus, vi har lejet de seneste par år på Mallorca! IMG_0833Herhjemme må jeg klare mig med lidt mindre prangende buske – og det går faktisk også helt fint 🙂

Næste år tror jeg, at jeg vil satse primært på de tre krydderurter, jeg allerbedst kan li’, nemlig salvie, rosmarin og basilikum, og komme dem i nogle store potter i drivhuset. Samtidig har vi startet en krydderurtemur op bag ved drivhuset, hvor det er tanken, at krydderurterne med tiden skal dække den betonvæg, der fungerer som støttemur for drivhuset, så jorden ikke skrider. Her er der plantet både oregano, timian, mynte, citronmelisse og selvfølgelig salvie og rosmarin, og vi håber, at de får rigtig godt fat og overlever den første vinter.

Men tilbage til krydderolien. Her får du opskriften:

8-10 stilke rosmarin
1 dl solsikkeolie
Salt og peber

Start med at give krydderurtestilkene et hurtigt opkog – ca. et minut for at slå bakterier ned. IMG_1132Lad dem herefter tørre godt op. Jeg var heldig, at det var solskin, så jeg lagde dem ud på et rent viskestykke i solen og lod dem tørre.IMG_1133

Pil nålene af stilkene (gem et par kviste til pynt) og blend dem sammen med olien. Gerne længe – 5-10 minutter. IMG_1137Jo længere, jo mere smag trækkes der ud i olien. Lad krydderolieblandingen løbe gennem et tefilter for at si ‘grums’ fra. IMG_1140IMG_1139

Skold og skyl gerne flasken i Atamon, så du mindsker risikoen for bakterier.

Hæld den færdige olie på flaske,  stik de gemte kviste ned i flasken som pynt og luk med tætsluttende låg. Sæt en sød etikette på, hvis du laver flere forskellige olier – så kan du nemt kende forskel på dem.IMG_1144

Jeg valgte at bruge solsikkeolie for at give plads til rosmarinsmagen. Umiddelbart ville jeg nok have valgt en lækker olivenolie, men smagen herfra ville formentlig blive for gennemtrængende og overdøve smagen af rosmarin. Oliven og rosmarin står dog godt til hinanden og leder tankerne til Italien og middelhavskøkkenet, så måske vil det slet ikke gøre noget, hvis rosmarinolien også smagte af oliven… Farven ville måske også blive mere gylden. Det skal nok afprøves… 🙂

– om blomster, drømme og havelivets glæder