Efterår

I søndags var det fantastisk vejr! Det er langt fra en selvfølge på denne årstid – men det er måske også noget af det charmerende ved efteråret. De dage, hvor solen skinner fra en blå himmel, føler jeg mig ekstra heldig og fristet til en lang gåtur med mand, børn og hund – eller til at sætte mig ud i solen med en kop te og nyde de varmende stråler. Alle de andre dage, hvor alt er mere gråt og ruskende, kan jeg faktisk godt få et lille  forventningens sug i maven over den forestående årstid og de aktiviteter, den bringer med sig. Både ude og inde.

Svampeturen er selvskrevet i september og oktober. Det ‘kick’, det giver, når man finder en flot og ægte Karl Johan, er herlig! Ofte er vi ikke så heldige, men andre rørsvampe kan også udgøre en lækkerbidsken, og vi har ikke altid lov til at være voldsomt kræsne eller krævende. Krukkerne skal køres inden døre. (Og hvert år kommer overvejelserne om, hvorvidt vi vil fortsætte med de mange krukker – de er umådeligt tunge at flytte rundt på!!) Staudebedet skal klippes ned og nye forårsløg skal i jorden. Æbler skal samles sammen og bruges til tærter og gele, og en lille plasticpose tages med på traveturen for at samle brombær til marmelade. Uldsweatrene skal findes frem igen, og stearinlysene skal tændes. Enkelte krukker skal plantes om med husløg og lyng, og der skal indkøbes et stort og fint græskar, som i efterårsferien skal skæres ud til et (u)hyggeligt ansigt med lys i. Hækken skal nok også klippes en gang mere og græsplænen holdes forholdsvist kort (hvilket kan være svært med de mange regnvejrsdage!). Sankt Hansurt skal nydes i buketter – gerne sammen med de sidste dahlia. Tomat- og agurkeplanter skal ud af drivhuset, og middelhavsplanterne som oliven og nerie flyttes til et køligt, men frostfrit overvintringssted.  

Drivhuset skal rengøres og klargøres til vinteren og havehyndernes betræk skal vaskes. Terrassen skal have en tur med ukrudtsbrænderen og fejekosten, og lanternerne skal rengøres og tages i brug igen med fyldte olieglas eller nye langtidsbrændende bloklys.

Nætterne er ikke længere lange og lyse, så de mange aktiviteter skal helst foregå før spisetid om aftenen. Så er det til gengæld også årstiden for de mange indendørs aftenaktiviteter, som ikke får så meget tid og opmærksomhed i løbet af foråret og sommeren. Tid til at spille musik og lave nye numre, tid til at se aftenfilm med børnene eller spille skak, 500, Meier eller Partners. Tid til god mad og veltempereret rødvin efter en dejlig lang sommer med god mad og kølig hvidvin. Tid til at sidde lunt og godt inde og høre efteråret ruske udenfor. 

Forventningens sug er oftest kortvarigt. Det bliver hurtigt hverdag igen. Men efteråret er nu også en dejlig årstid 🙂

Dahlia – et farveorgie i sensommerhaven

Et kig til Dahliahaven igennem ‘vinduet’ i bøgehækken

I går var jeg så heldig at være en tur i Sofiero Slotspark. Noget af det, jeg glædede mig mest til på turen var at se dahliahaven. Sidst jeg besøgte parken var en maj måned, hvor dahliaerne stadig var grønne og i voksestadiet, så jeg var selvfølgelig super spændt på at se, hvordan de ville tage sig ud, når de var i blomst. Det er jo lige årstiden for disse fantastiske blomster, som både i farve og form er noget helt for sig selv – og jeg blev heldigvis lige så begejstret, som jeg havde håbet på!  Blodrøde, lilla, pink, orange, gule, hvide – de var der allesammen og i former som pom pomer, stjerner og mere klassiske blomster med støvdragere og kronblade.

Jeg er selv tilbageholdende med de skrappe farver i haven, da jeg godt kan lide den mere romantiske havestil med hvide, rosa og blå farver. Men jeg har fundet ud af, at man sagtens kan skabe et smukt, afstemt og mere farve-afdæmpet dahliabed, hvis det er det, man ønsker. De findes jo i alverdens nuancer!
Samtidig må jeg indrømme, at jeg bliver lidt draget af det festfyrværkeri, som de farvefyldte dahlia byder på, når haven ellers begynder at se lidt ‘brugt’ ud efter en lang sommer. De klare og lidt brændte farver passer på en eller anden måde også godt hen imod slutningen af sommeren, hvor haven er varmet godt op – og om nogle måneder følger træerne jo trop med deres farveskift i løvet.

Jeg har de seneste år forsøgt mig i det små med dahlia og har også fået fine blomster i hvide og rosa/pink/lilla nuancer. De er fantastiske i buketter, og jo flere blomster, man plukker, jo flere kommer der! Dyrkningen har dog ikke været helt problemfri, da sneglene er vældig glade for de spæde dahliaskud!! Faktisk har jeg i år valgt udelukkende at have mine dahlia i krukker, som først blev sat ud, da planterne havde fået en vis størrelse. Resultatet har været, at sneglene ikke har spist dem – til gengæld har de ikke vokset sig lige så store, som hvis de havde stået i jorden. Til gengæld er de nemme at flytte ind, når frosten banker på. Jeg flytter bare krukkerne inden døre – min erfaring er, at knoldene godt kan overleve, hvis bare krukkerne står frostfrit. De behøver ikke at blive gravet op.

Min tur rundt i Dahliahaven gav fornyet inspiration til næste år! 🙂

God søndag! 🙂

/Mette

Eksotiske planter – og snedige snerler

Der har været stille på bloggen her hen over sommeren. Jeg har været så heldig at holde lang ferie – og jeg har været langt væk! En fantastisk rundrejse i Mexico, som bød på både vild jungle og tæmmede prydhaver med de smukkeste eksotiske blomster i skrappe farver, der gør sig rigtig godt i 35 graders varme og brændende sol. Bananpalmer i blomst stod overalt – både som prydplanter, i grøftekanter og som afgrøder. Store agaver skåret til fra bunden, så de nærmest lignede ananas i formen – formentlig til brug i produktionen af tequila. Blomstrende mimoser med deres lysende, orange blomster og store frøbælge. I Palenque trak vi i skygge under et avocadotræ fyldt med frugter. Limefrugter kostede stort set ingenting – vi så ikke deciderede plantager, men der må være en stor produktion af lime, som flittigt bruges til fx guacamole og som pynt og smagsgiver i en kold Sol eller Corona!

Vi besøgte mange pyramider fra mayaernes tid – og kun en lille del af dem er gravet fri af junglen! Man kan undre sig over, hvordan så kæmpemæssige bygninger kan forgå og forsvinde i løbet af så forholdsvist kort tid – og så alligevel ikke. Junglen opsluger alt, hvis den ikke tæmmes. Vi så ofte folk i gang med deres le for at holde huse og landsbyarealer fri for hurtigtvoksende slyngplanter.

Herhjemme igen blev jeg i min egen lille ‘jungle’ bekræftet i mine tanker om, hvordan naturen tager over, hvis den ikke tæmmes. Græsset var fint slået og drivhuset passet og vandet af flinke venner og naboer. Bedene rundt om i haven havde til gengæld haft en lille måneds fri leg! Snerlerne i særdeleshed havde set deres snit til at slå sig løs. Selv om jeg godt ved, at de skal holdes nede, var jeg målløs over at se, hvordan de havde viklet sig om træer, hække, roser, azalaer, rhododendron, blåbærbuske, hortensia og stokroser. I dag har jeg tilbragt 5 timer med havehandskerne på med det primære formål at få has på en del af snerlerne, så de øvrige planter kan ‘trække vejret’ igen. Undervejs fløj mine tanker ofte tilbage til Mexicos jungle. Naturen er fascinerende – særligt, når den er vild. I min have må vildskaben gerne tæmmes lidt. Ikke så alt er perfekt og uden ukrudt. Det kommer alligevel aldrig til at ske, og charmen ved en have ligger ofte i mixet af det vilde og det tæmmede. I haven skal man både yde og nyde. Så…Hængekøjen – og et stort, koldt glas hyldeblomstsaft – kalder… 🙂

 

Syren – en favorit i haven

Lige før blomsterne springer ud!

Jeg har en svaghed for syrener. Da vi for første gang flyttede i eget hus for ca. 15 år siden, var mit eneste ‘krav’ til haven, at der skulle være hvide syrener – og det var der heldigvis! 

Jeg elsker duften – den er helt uimodståelig og giver gode associationer og en ‘feel-good’ fornemmelse i hele kroppen. Er det mon universelt og blot en fantastisk egenskab, som syrenen er udstyret med? Eller hænger det måske sammen med, at min mormor og morfar havde en syrenhæk langs huset, som duftede så dejligt og giver gode minder om hyggelige søndagsbesøg hos dem? Jeg ved det ikke, men jeg ved dog, at syrenerne gør noget ganske særligt ved mig.

Haven til vores første hus var en rigtig ‘mormor-have’. Ud over syrenerne var der krogede æbletræer, bonderoser og hindbærbuske. En virkelig hyggelig (lerjord i kuperet terræn!!) have, hvor der også var plads til både legehus, kaninbur og trampolin.

Da vi nogle år senere flyttede i et lidt større hus, kom vi til en flot og velanlagt have i tre niveauer. Der havde været en havearkitekt på, som havde gjort sig gode tanker om opbygning og udnyttelse af havens rum, og de muligheder, der ligger i en have, der har flere meters højdeforskel fra for- til baghave. Der manglede dog noget helt essentielt: syrener! Jeg fik derfor i indflyttergave en hvid syren, som straks blev sat lige ude ved terrassen, så vi både kunne nyde synet og duften, når blomsterne ville springe ud i maj.

Ludwig Spaeth

Sidenhen har jeg tilføjet to andre slags – den klassiske lilla Ludwig Spaeth, som nu pryder på midterste niveau og forsøger at stjæle lidt opmærksomhed fra trampolinen samtidig med, at den dækker for vores store, grønne ormekompost.

Beauty of Moscow

Den anden har jeg skaffet mig efter et tip fra en god veninde. Den hedder ‘Beauty of Moscow’ og dufter helt vidunderligt! Den har hvide til let-rosa blomster og skal både ses og duftes! Buskene er endnu forholdsvist unge, så jeg nænner sjældent at plukke ind til store buketter, men en enkelt eller to blomster gør det også rigtig godt i en buket blandede maj-blomster. For at undgå, at de falder sammen efter kort tid, flosser jeg stilken med hammer og saks, så vandet får mulighed for at trænge ind mange steder, frem for kun via et enkelt snit. (Lidt bagepulver eller kartoffelmel i vandet  får blomsterne til at stå ranke og flotte.)

Foran indgangen til vores drivhus står en lille dværgsyren, som byder velkommen til drivhuset med den skønneste duft!

Heldigvis er der også masser af vilde syrenhække i naturen – og en gåtur i maj er en oplevelse for alle sanser. Særligt når man kommer forbi syrenerne! 🙂

Nu har vi juni, og syrenerne er allerede ved at takke af for i år. Det er en kort fornøjelse, men hold op, hvor jeg nyder det, mens blomstringen står på!

Gødning i drivhuset!

Meningen var god nok… udfaldet måske knapt så heldigt. I hvert fald i starten…

Små druer på vej på Oldefars vin

I år er anden sæson for vores drivhus. Jeg har taget en masse lærdom og erfaring med mig fra sidste år og glæder mig som et lille barn til igen at kunne sidde i duften af frodige tomatplanter, plukke løs af salvieblade og følge, hvordan auberginer og snackpebre vokser. I år er der også tegn på, at der kommer druer på vinrankerne, og ferskentræet har allerede sat an til store, lækre frugter!

Fersknerne gror hastigt på vores lille ‘Frost’ træ

I min iver efter at skabe så gode vækstbetingelser som muligt, har jeg selvfølgelig også tænkt på, at planterne skal både vandes og gødes. Et besøg i et plantecenter giver rig mulighed for at komme hjem med masser af gødning – i fast eller flydende form. Jeg bruger ofte en blanding af gødningspinde og flydende gødning, som jeg regelmæssigt doserer i vandkanderne. 

I år tænkte jeg dog, at jeg ville gøre det ekstra godt. Jeg kom derfor hjem med en spand økologisk, organisk gødning i pilleform. Pillerne skulle blandes med det øverste muldlag, og gødningen ville så være langtidsvirkende – og naturligvis sund og fuldt ud anvendelig både til blomster, men også til spiselige grøntsager!!

Citrustræet i blomst – for en måned siden stod det uden blade!

Jeg gjorde mig umage. Fik pillerne fordelt i alle krukker. Fik blandet dem godt sammen med jordlaget og fik vandet. Sådan – nu var det bare at vente, og jeg var sikker på, at resultatet ikke ville udeblive. Det tror jeg stadig på. Men der var én ting, jeg ikke lige havde tænkt på: lugten! Inden for ganske kort tid bredte der sig en umiskendelig lugt af – ja, gylle – inde i vores ellers så hyggelige og lune drivhus!! Det har jeg måttet høre for – og det er ganske fair. Sådan en lugt tager lidt af den umiddelbare hygge! Faktisk havde jeg tænkt på at lave min egen gødning af brændenældeblade – et tip, jeg har læst i flere haveblade. Det skulle være enormt effektivt, men det skulle også lugte fælt. Med den erfaring, jeg har gjort mig i år, vil jeg nok overveje en ekstra gang, om jeg skal hoppe med på brændenælde-gødnings-vognen… Men når alt det er sagt, så begynder min lidt kiksede indsats rent faktisk at give pote nu.

Stegte salvieblade med små stave Primadonna ost – uhm!

Citrustræerne, som vi klippede helt ned i et sidste forsøg på at redde dem fra vinterens strabadser, skyder voldsomt og har ovenikøbet sat de første blomster, og salviebusken går helt amok – og det er heldigt, da vi elsker oliestegte salvieblade som sommersnack. 

Nu ca. 3 uger efter har lugten fortaget sig – heldigvis. Næste år tror jeg, at jeg vender tilbage til den flydende, lugtfri gødning… 🙂

Haven i maj – et liv i overhalingsbanen!

Den 30. april skulle vi fejre konfirmation i år. Festen skulle holdes hjemme, og de første forberedelser hertil gik allerede i gang i efteråret. Her satte jeg nemlig nogle flere tulipaner i staudebedet – hvide og sorte/dyblilla – så de kunne blomstre fint til den store dag. Som forårsmånederne skred frem, blev den øvrige have også trimmet – rhododendron blev flyttet rundt, buksbom klippet til, roser og lavendler klippet ned, og en generel lugning med jævne mellemrum gjorde, at haven stod fin og flot.  Vores lille kirsebærtræ i forhaven blomstrede med masser af små fine lyserøde blomster, og jeg holdt nøje øje med, om vores Cunningham’s White mon ville nå at springe ud?

Alle de små forårsblomster – på nær Kærmindesøstrene og nogle få Perlehyacinter – havde takket af for i år, og planen var jo så, at tulipanerne skulle tage over og stå ranke og flotte og byde velkommen i haven. Sådan havde jeg i hvert fald forestillet mig det. Jeg holdt derfor også nøje øje med de dér tulipaner… Hallooo!!! Er I der? Og det var de selvfølgelig – men det gik nu lidt trægt med blomstringen. Varmen lod som bekendt vente på sig, så ‘timingen’ i forhold til de blomster, jeg havde håbet på ville stå flot og i flor, var måske ikke liiige i øjet. Vi havde dog en fantastisk dag og havens rammer var yderst tilfredsstillende – og til gengæld holdt det velplejede look i haven længe, da kulden satte det hele lidt ned i tempo. 🙂

Sådan var det i april.

Nu er vi på den anden side af den store fest – vi er kommet ind i maj. Solen har fået mere magt, og vi har haft nogle dage, hvor varmegraderne har sneget sig helt op omkring de 25 grader! Skønt! Særligt for de mange, der i Bededagsferien også skulle fejre konfirmation! Vi var heldige at være med til to af slagsen den weekend. Lune forsommerdage med lysegrønne bøgetræer løfter stemningen yderligere. Udsprungne spirea-grene står i øvrigt rigtig flot til de søde konfirmander i deres hvide kjoler eller skjorter! 🙂

Den herlige weekend blev fulgt op af to kursusdage udenbys – og selv om jeg havde sagt til mig selv adskillige gange: ‘Husk nu IKKE at vende ryggen til!’, så var det lige præcis, hvad jeg havde gjort! Haven så ganske anderledes ud, da jeg kom hjem onsdag, end da jeg tog af sted mandag. Solen og varmen havde gjort sit indtog, og haven var nærmest eksploderet i et farveorgie, der fik mig til at glemme, hvordan det hele så ud for bare 14 dage siden. Akelejer står nu og nikker i rosenbedet, azaleaerne lyser op med deres stærke farver, og frugttræerne blomstrer med de fineste hvide og sartrosa blomster. Mælkebøtter og tusindfryd gør også hævd på en del af haven, græsset gror om kap med sig selv, tulipanerne er på tilbagetog, mens løjtnantshjerter og storkenæb tager over. Det er lige nu, haven er allermest skøn – og det er bare om at nyde det, for det hele foregår i overhalingsbanen!

Nyd duftene, farverne, formerne og fornemmelsen af den sommer, der venter lige om hjørnet! Det er lige nu, det sker – vi har ventet et helt år, og når jeg står midt i det hele og stikker næsen i en blomstrende syren, bliver jeg hvert år bekræftet i, hvorfor det er, jeg er så vild med maj!

Forårsrengøring i drivhuset

Åh – hvor det lader vente på sig! Foråret, altså…. Jeg er klar og har været det længe! Og det er drivhuset også nu! Over to weekender har jeg været i gang med at skrubbe og vaske af! Med god og uvurderlig hjælp fra min mand!

Fliserne har fået en ordentlig tur med brun sæbe, og har forvandlet sig fra algegrønne/-sorte sten til de fineste terracotta-røde fliser igen. Ikke helt så uspolerede som sidste år, hvor de blev lagt, men med en fin patina og varm glød – særligt når solen skinner! Og det gjorde den fredag i denne weekend – med ca. 15 grader inden for glasvæggene! Herligt!

Glaspartier og aluminiumsstel er blevet vasket grundigt ned med klorvand. Utroligt som det pynter! De få krukker, vi har stillet ind i drivhuset til overvintring fik lov at komme ud, mens rengøringen stod på – de er blevet vandet og klippet til, og alle visne blade og indtørrede og rådne citrusfrugter er blevet fjernet.

Det er lidt at et sats, at vi har stillet citrustræerne ind i drivhuset, fremfor – som vi plejer – i udestuen, som er uopvarmet, men frostfri. Træerne står i store lerkrukker, som er rigtig flotte, men også ualmindeligt tunge at flytte rundt på! I efteråret blev vi derfor enige om, at nu måtte det briste eller bære – citrustræerne blev kørt ind i drivhuset, og selv om de ser lidt trætte ud nu, så tror jeg på, at de nok skal over
leve. Hvis de gør det, kan det være, at vi næste år alligevel skal alliere os med noget bobleplast eller andet isolerende materiale, for at beskytte dem lidt bedre…

De føromtalte krukker, som træerne står i, havde også forvandlet sig til ugenkendelighed fra den fine terracotta-røde til den mest giftiggrønne farve med det algelag, der havde sat sig! En heftig gang skrubben i sæbevand ude på terrassen gav – ud over særdeles kolde fingre til min mand – krukkerne deres røde farve tilbage!

De planter, der er plantet ned i jorden i drivhuset, ser heldigvis alle ud til at have klaret den første vinter. Det er vinplanter – blandt andet dem, jeg tidligere har skrevet om, som vi kalder ‘Oldefars vin’, fersken og kiwi. Vores passion er også stadig med, omend lidt usikker – heldigvis har vi en back-up i vores udestue, og den har det fint! De rosmarin, vi satte ned til vin og fersken, lever også stadig. Vist ikke i bedste velgående, men bestemt heller ikke i ‘værste’. Vi har endnu til gode at få fat i den ‘rigtige’ rosmarin, som er lidt mere hårdfør. Måske finder vi den i år…

De hvide havemøbler er endnu en gang blevet vasket af, og selv om de møbler, der om nogle måneder skal ud på terrassen, stadig står stablet op, så er der nu mulighed for at sidde på en nyvasket bænk eller stol ved spisebordet og nyde en kop te og en fastelavnsbolle – og vente på foråret!

Et nyt haveår venter…

I disse dage vrimler det med tilbageblik på det år, der netop er gået – hvad var hot, hvad var not, hvad husker vi bedst, hvad gjorde mest indtryk….  

Det er også på denne tid af året, at ideerne om det kommende haveår begynder at spire frem, og jeg gør nok den samme tilbagebliksøvelse, når jeg tænker på, hvordan og hvor jeg kunne tænke mig at lægge kræfterne i haven, når det om nogle måneder går løs.

2016 stod meget i drivhusets tegn hjemme hos os. Eller driverhuset, måske rettere. Fra marts til oktober blev stort set alle måltider indtaget i drivhuset – nok havde vi vidst, at vi ville bruge drivhuset flittigt, men at det skulle få en så central plads ved måltiderne, havde vi vist ikke troet. Størrelsen på vores drivhus (ca. 21 kvm) er super god, og gør, at der er luft og plads til både planter og spisearrangement. For ja, planter var der selvfølgelig også masser af. Årets ‘vinder’ i drivhuset bliver auberginen. Det var helt nyt for os at prøve kræfter med aubergineplanten, men vi fik høstet nogle flotte eksemplarer – store, skinnende, dyblilla og virkelig lækre, når først de havde fået en kærlig behandling på panden med olie, salt og peber!

Af krydderurterne blev vinderen salvie. En enkelt plante købt i foråret blev delt og voksede sig stor og gavmild inden døre i drivhuset, og udenfor havde vi både i potter og som ‘bunddække’ i støttemuren omkring drivhuset. Sprøde salvieblade let stegt i olie og drysset med salt udgør en fantastisk sommer snack!

Årets fejltagelse var uden tvivl den kinesiske slangeagurk, som faktisk lykkedes rigtig fint, men som ikke formåede at leve op til vores forventninger om lækre, sprøde, hjemmedyrkede agurker. Så har vi prøvet det! Om der kommer agurker i drivhuset igen i år er stadig uvist…

Forventningerne til det kommende år i drivhuset er store. Som storforbrugere af rosmarin vil vi forsøge at holde nallerne fra én af de planter, vi sætter i drivhuset. Måske den så kan vokse sig stor og fyldig uden hele tiden at skulle kæmpe for at holde sig kørende, fordi vi ribber den for blade.

Hvad angår tomater så havde vi mange – og mange forskellige – sidste år. Nogen ubetinget succes var det dog ikke, da de var meget længe om at modne, og sorterne var ikke alle lige gode. I år vil vi nøje udvælge de få, der skal pryde drivhuset og forhåbentlig kaste masser af lækre, solmodne tomater af sig. Det vil formentlig blive blomme- eller cherrytomater.

Vindruer og fersken har haft et år at finde sig til rette i – det bliver spændende at se, hvordan og hvor hurtigt de udvikler sig. Og så er der passionen. Den står stadig fin og grøn deroppe – hvis ikke vi får mere frost end det, vi har set indtil nu, er der håb for, at den klarer sig. Ellers må vi starte forfra. Også kiwien vil vi følge i spænding!

Udenfor i haven blev årets vinder artiskokken! Stor og flot som plante og blomst, imponerende og delikat som spise. Flere af dem i år! En skarp konkurrent var dog nok Discovery æblet, som virkelig var en lækkerbisken i 2016.
Og så fik vi for første gang smagt blommerne på det ‘Italiensk Sveske’ træ, jeg fik i fødselsdagsgave for 4 år siden. Det lovede godt for kommende år!

Skal jeg kåre en vinder blandt blomsterne, bliver det straks lidt sværere. Jeg er vild med roser og syrener – alligevel falder tankerne på Allium, når jeg tænker tilbage på 2016. Måske fordi jeg længe har ønsket mig Allium i haven, og sidste år var første år, jeg rent faktisk havde dem. De er så fine og statelige, og stadig lidt sjove og frække, og så har de en skøn farve, der passer godt ind i staudebedets creme, hvide og blå nuancer.

Jeg havde store forventninger til mine dahlia sidste år – men jeg blev udfordret af sneglene, som åd planterne, så snart de var flyttet fra de beskyttede potter ud i havejorden. Jeg prøver igen i år, men nedtoner nok mine forventninger.

I krukker må det være alle de mange pelargonier og geranier, der vinder i 2016. Den store variation i form, farve og duft gør dem helt specielle, og stiklinge forskellige steder fra giver dem tilmed en historie. De store krukker med citrustræer og sukkulenter hører til i vores have, men de bliver større og større og tungere og tungere at køre rundt med, så vi må tænke en lidt anden løsning for dem. Citrustræerne står i drivhuset vinteren over – vi håber på, at de overlever!!

Jeg kiggede i går i min havedagbog for at se, hvornår det nu lige er, at vi kan forvente at se de første vintergækker. Sidste år var det den 28. januar. Foråret må være lige på trapperne!

Godt nytår!

Glædelig jul!

Første juledag er noget helt særligt. Det er først for alvor her, at den berømte julefred rigtig sænker sig over familien og alle de gøremål, der har fyldt december frem mod gårsdagens fest.

Herhjeimg_1907mme er dagen godt nok startet med at 3/5 af familiens medlemmer tog på arbejde – de to er hjemme igen og nyder nu at have resten af dagen til, med god samvittighed, at kunne hygge sig med gaverne fra i går. Der er ikke noget, vi skal. Bare hygge. For de, der er på arbejde, er arbejdsdagen formentlig også lidt anderledes end vanligt, og alle forsøger nok at gøre dagen hyggelig i det omfang, arbejdet tillader. For de fleste herhjemme er 1. juledag dog en fridag, der holdes og nydes i ro og mag.

Tændte julelys på juletræet udstråler ro, og nu til morgen satte jeg nye lys i holderne og tændte træet igen, så vi kunne nyde synet og roen under morgenmaden. I aften vil vi tænde det igen, og en enkelt gang mere 2. juledag, inden vi takker pænt af og pakker julen nænsomt ned igen 3. juledag.

I år tror jeg, at jeg vil sende en særlig tak til vores træ, som vi traditionen tro fik fældet i selskab af alle vores bedsteforældre, med dertilhørende æbleskiver og varm kakao i skoven.img_7832

img_7834

 

 

 

Det var et nøje udvalgt træ, kæmpestort med velvoksne kogler på – den fineste julepynt i sig selv.

Vi kunne kun få toppen med hjem, for selv om træet skal nå til loftet, var det efterhånden et gammelt og megeimg_7801t højt træ, som på ingen måde kunne være i hverken bil eller stue i sin fulde længde.

img_7828

 

 

 

 

 

 

 

Normalt er det min mand, der sætter træet på fod – skærer og saver det til, så det passer. I år tog jeg teten og gik i gang. Det gik ikke så godt. For at få skåret stammen til, så den kunne passe ned i juletræsfoden, måtte jeg først save en del af stammen og dernæst klippe de nederste grene af. Det viste sig så desværre, at det var de grene, der gav fylde, og på den ene side af stammen var der så efterfølgende en meters penge (stamme) uden grene!! På dette tidspuimg_7842nkt havde julefreden endnu ikke sænket sig i det lille hjem!

Heldigvis kom kreativiteten i spil, da hele familien sidst på dagen var samlet om projektet, og med skruetrækker, skruer og en hel del snilde blev der skruet nogle grene på igen. Resultatet var imponerende, og man skulle næsten vide det, for at opdage, at der havde fundet en større reparation sted! Faktisk endte det med at blive et rigtig smukt træ – eller som familien udtrykte det, så havde træet hele tiden været smukt. Det var min ihærdige indsats, der satte det på en prøve…. Min respekt for god juletræ-på-fod-sætning er absolut intakt. ‘Gør det, du er god til’ – ja, næste år tror jeg bare, at jeg overlader den del til andre, der er bedre til det. Så holder jeg mig til dekorationerne og julepynten, indpakning af gaver, julebag, julemusik og alt det, jeg synes er så hyggeligt ved juletiden – og glæder mig over, at der forhåbentlig igen næste år kommer et smukt træ på fod i vores stue.

På svampejagt

Det er bare om at være der på det rigtige tidspunkt! Og helst også inden alle de andre entusiaster har været forbi med deres kurve, bøger og de samme hensigter som mig! De fleste holder kortene tæt ind til kroppen, når de har fundet et godt sted. Andre steder kan man glædes over, at man tilsyneladende er en af de få, der har spottet et område fyldt med herlighederne, da de står fuldt synlige for motionister på gåben, løbeben eller mountainbikes. Eller også er man bare så heldig, at der er mange af dem Det er naturligvis img_1650svampe, jeg tænker på – og årets jagt er gået ind!

Det der med det rigtige tidspunkt…. det er aldrig det samme fra år til år. September er et vejledende tidspunkt, men er det så helt tidligt eller sidst på måneden mon? Flere gange om ugen går jeg en tur i et fantastisk naturskønt område, hvor vi hvert år plejer at være heldige at finde de lækreste Karl Johan svampe. I år har jeg spejdet efter dem siden august, men har ikke rigtig haft heldet med mig. Det er typisk i weekenden, der lægges ekstra tid ind til svampe-kiggeri. img_1646Sidste weekend kom jeg dog ikke af sted, da jeg var med familien på en miniferie i Nordjylland – i øvrigt i det skønneste vejr. Da turen onsdag så gik derud igen, spottede jeg et væld af kæmpestore Karl Johan og andre rørsvampe! De havde formentlig nydt godt af varmen og havde vist haft et godt og frodigt liv! Og ja – jeg taler i før-datid! Desværre var jeg en postgang – eller en weekend – for sent ude. Svampene var så store, at de faktisk var ovre det – enten var de begyndt at rådne, eller også var der andre af skovens gæster, der havde mæsket sig i dem! Lettere frustreret, men med håb og ihærdighed gik jeg væk fra den gængse sti og ind i skovområdet for at se, om der mon ikke stadig var nogle tilbage, som var spiseegnede. img_1649Og jo, heldigvis! Der var en enkelt hist og her – ikke alle var Karl Johan, men så længe, det var rørsvampe, og de ikke blånede straks ved berøring, så røg de med ned i posen! Hurraa!

I dag var jeg af sted igen – og denne gang havde jeg helt anderledes heldet med mig. Det er som at finde en skat, når man pludselig får øje på de buede, brune hatte dér i skovbunden! img_1653

img_1654I denne weekend kommer bandet på besøg. De er også vældigt begejstrede for svampe, så hvad er mere oplagt end at servere smørristede svampe med flødesauce og et godt glas vin?

Jeg må i byen og købe fløde 🙂

 

– om blomster, drømme og havelivets glæder