Tag-arkiv: #alger

Forårsrengøring i drivhuset

Åh – hvor det lader vente på sig! Foråret, altså…. Jeg er klar og har været det længe! Og det er drivhuset også nu! Over to weekender har jeg været i gang med at skrubbe og vaske af! Med god og uvurderlig hjælp fra min mand!

Fliserne har fået en ordentlig tur med brun sæbe, og har forvandlet sig fra algegrønne/-sorte sten til de fineste terracotta-røde fliser igen. Ikke helt så uspolerede som sidste år, hvor de blev lagt, men med en fin patina og varm glød – særligt når solen skinner! Og det gjorde den fredag i denne weekend – med ca. 15 grader inden for glasvæggene! Herligt!

Glaspartier og aluminiumsstel er blevet vasket grundigt ned med klorvand. Utroligt som det pynter! De få krukker, vi har stillet ind i drivhuset til overvintring fik lov at komme ud, mens rengøringen stod på – de er blevet vandet og klippet til, og alle visne blade og indtørrede og rådne citrusfrugter er blevet fjernet.

Det er lidt at et sats, at vi har stillet citrustræerne ind i drivhuset, fremfor – som vi plejer – i udestuen, som er uopvarmet, men frostfri. Træerne står i store lerkrukker, som er rigtig flotte, men også ualmindeligt tunge at flytte rundt på! I efteråret blev vi derfor enige om, at nu måtte det briste eller bære – citrustræerne blev kørt ind i drivhuset, og selv om de ser lidt trætte ud nu, så tror jeg på, at de nok skal over
leve. Hvis de gør det, kan det være, at vi næste år alligevel skal alliere os med noget bobleplast eller andet isolerende materiale, for at beskytte dem lidt bedre…

De føromtalte krukker, som træerne står i, havde også forvandlet sig til ugenkendelighed fra den fine terracotta-røde til den mest giftiggrønne farve med det algelag, der havde sat sig! En heftig gang skrubben i sæbevand ude på terrassen gav – ud over særdeles kolde fingre til min mand – krukkerne deres røde farve tilbage!

De planter, der er plantet ned i jorden i drivhuset, ser heldigvis alle ud til at have klaret den første vinter. Det er vinplanter – blandt andet dem, jeg tidligere har skrevet om, som vi kalder ‘Oldefars vin’, fersken og kiwi. Vores passion er også stadig med, omend lidt usikker – heldigvis har vi en back-up i vores udestue, og den har det fint! De rosmarin, vi satte ned til vin og fersken, lever også stadig. Vist ikke i bedste velgående, men bestemt heller ikke i ‘værste’. Vi har endnu til gode at få fat i den ‘rigtige’ rosmarin, som er lidt mere hårdfør. Måske finder vi den i år…

De hvide havemøbler er endnu en gang blevet vasket af, og selv om de møbler, der om nogle måneder skal ud på terrassen, stadig står stablet op, så er der nu mulighed for at sidde på en nyvasket bænk eller stol ved spisebordet og nyde en kop te og en fastelavnsbolle – og vente på foråret!