Tag-arkiv: #passionsfrugt

Et liv med passion

Sidste år skulle vi finde en gave til et ungt brudepar. Vi ville gerne finde på en sød og personlig gave ud fra devisen om, at man altid skal give noget, man selv kunne tænke sig.IMG_6752

Nogle af ingredienserne til livet, når det er bedst, er for mig at se masser af passion og iskold champagne! Vi tænkte derfor, at en passionsblomst og en god flaske champagne måtte være den helt rigtige gave til det unge par – og sådan blev det!

IMG_6282
Den ‘gamle’ passion, inden den bukkede under.
IMG_6478
Små nye spirer, der har fået deres første ompotning.
IMG_6743
Godt på vej med de karakteristiske blanke blade.

Ideen var nok lidt båret af, at vi tidligere på året havde plantet nogle frø fra en passionsfrugt, vi selv havde spist. Det havde givet tre sunde planter, som med imponerende fart voksede sig store. Den ene fik brudeparret, den anden gik til nogle gode venner, og den tredje stod i vores udestue og voksede sig kæmpestor og var fyldt med blomster, inden vi flyttede den op i drivhuset i efteråret. Hvordan det er gået med de planter, vi gav væk, vides ikke helt. Vores egen stod og så temmelig sølle og vissen ud oppe i drivhuset hen over vinteren, og i slutningen af februar besluttede vi os for at klippe den helt ned – selvfølgelig i håbet om og troen på, at den nok skal komme igen. Det lykkedes desværre ikke.  Vi måtte derfor i gang med at spise nogle flere passionsfrugter, så vi kunne få flere frø. Det er nemlig lidt sjovere at have planter, der har en lille historie med sig – og bare det, at vi selv har skrabet frøene  ud af frugten, lagt dem til tørre, plantet dem og ventet – passet og plejet de små spirer og ompottet dem, når de var store nok – det giver en anden glæde over planten, end hvis den var købt i et havecenter. De små frø er nu blevet til små fine planter – én af dem er sat ned i jorden i hjørnet af drivhuset som erstatning for den gamle. Spiringstiden har været temmelig lang, men nu er de godt på vej, og jeg håber meget, at jeg om nogle uger kan vise billeder af en passionsblomst i vækst, med masser af små nye skud og de flotteste blomster :-).