Tag-arkiv: #stauder

Hakkejern og havehandsker

Jeg er lidt øm i kroppen – i særdeleshed i fingermuskulaturen på højre hånd, og lænden gør også lidt opmærksom på sig selv. Men jeg er også glad i kroppen – den er nemlig blevet brugt godt i dag! Det er lørdag og jeg har været ude i haven hele dagen. Jeg startede med en mental rekognoscerings-runde for at finde ud af, hvad jeg skulle give mig i kast med. Den blev efterfulgt af en fysisk tur rundt i haven for at blive bekræftet i min plan for dagen – og for lige at bese det hele lidt. Det er virkelig herligt at mærke, at NU er det for alvor ved at blive forår! Der er allerede kommet farve på derude, med alle de søde små tête-a-tête, der lyser op med deres nikkende, gule hoveder og de fine blå forglem-mig-ej og perlehyacinter, der om et øjeblik skaber blå farveklatter i haven.

Vintergækkerne har takket af for i år – jeg vil prøve at dele nogle af de afblomstrede planter, så jeg får endnu flere næste år. Det er på min to-do-liste, men det var ikke noget af det, jeg nåede i dag. Til gengæld fik jeg luget godt i rosenbedet! Bedet fik faktisk en tur allerede i februar, hvor vejret var ualmindeligt mildt og jorden blød og medgørlig. Det var derfor ikke den helt store lugning, der skulle til her, men alligevel var der en del skvalderkål, der var begyndt at titte frem. Jeg er egentlig ikke særlig vild med at luge – det er ikke det, der begejstrer mig ved havelivet – men der er alligevel noget mærkeligt tilfredsstillende ved at få godt fat i skvalderkålens rødder, og kunne trække et langt netværk af rødder lige så let op af jorden. Så fik man da gjort kål på det!! Surbundsbedet fik samme tur, og det blev faktisk til en hel del spandfulde haveaffald, der kom op i komposten. Og så kom turen til staudebedet – mit ‘eksperimenterende bed’, som jeg ind imellem kalder det pga min tendens til at flytte rundt på planterne her for lige at se, om de måske står bedre, hvis nu hostaerne arrangeres anderledes, løvefoden ikke får lov at fylde helt så meget, lupinerne fra Farfars skov mon efterhånden breder sig lidt mere og astilberne lige kan arrangeres, så der bliver plads til en rose også…. Lugning i staudebedet skal dog ske lidt nænsomt på denne tid af året, da det også er her, jeg har sat de fleste af havens tulipan- og alliumløg. Og de skal jo helst ikke i nærkontakt med et hakkejern, så det er ned på knæ og finplukke ukrudtet – deraf den ømme fingermuskulatur!

Foran vores trampolin har vi et bælte med asters. Sidste år satte vi også to hibiscusbuske og en duftende snebolle i bedet. Dem genopdagede jeg i dag, da jeg fik fjernet alle de visne stængler fra de mange asters! Jeg havde næsten glemt, at vi havde sat de nye buske der, da de var helt dækket til af visne stauder og påtrængende vilde brombær (ja, dem der stikker!), så jeg jublede lidt for mig selv, da de dukkede op midt i den visne astersjungle. Nu har de fået luft og lys og jeg glæder mig til at se, hvad de byder på i år!

En tiltrængt pause blev holdt i drivhuset med en dampende varm kop grøn forårste! Skønt!

Inden døre har jeg fået sået artiskokker, auberginer, to slags tomater og en peber. Jeg er noget senere på vej med frøspiringen i år, end jeg plejer. Forhåbentlig får det ikke den store betydning – nogle år har jeg måttet konstatere, at jeg nok var lidt for ivrig med at komme i gang, men tiden vil vise, hvordan spiringen vil gå. Badeværelsets vindueskarm prydes nu af en lang bakke med gennemsigtigt plasticlåg og en masse små frø, der forhåbentlig viser sig som små grønne skud om 7-15 dage. Badeværelset plejer at være et godt sted til spiringen, da der er lyst og varmt. Når planterne så er begyndt at spire, flytter jeg dem ned i stuen og i nogle tilfælde i udestuen, hvor temperaturskiftene i nogen grad kan afspejle de udendørs temperaturskift – bare uden frost!  

En dejlig dag – og en skøn fornemmelse at vide, at jeg er godt med derude. De melder om en varm april, så lige om lidt går det hele lynhurtigt! Glæder mig især til at se alle mine nye tulipaner og allium i blomst!

God weekend!

/Mette 🙂

Skal vi bytte glansbilleder? – eller stauder?

I går, mens jeg sad på knæ med en planteskovl i den ene hånd og en masse delte storkenæbsplanter fordelt rundt om mig, kom jeg til at tænke på den leg, som jeg meget ofte legede med mine veninder for efterhånden mange år siden: bytte glansbilleder – eller ordne glansbilleder! Jeg tror, at det fantastiske ved at ordne og bytte glansbilleder først og fremmest var dét at sidde og nørde med de glansbilleder, der virkelig bare var så flotte – nogle endda med glimmer – og som jeg kendte hvert og ét. IMG_6411Sortere dem, sætte dem pænt ind i de mapper med selvklæbende sider eller i telefonbøger efter et sindrigt arkivsystem, opdele dem efter kategorier (brude, babyer, ‘udlændinge’, blomster, børn, engle, hunde, katte, cirkus, etc.), tage dem ud og sidde med dem i hænderne, snakke om dem med min storesøster eller veninderne og vide, hvilke glansbilleder, jeg manglede for at få et komplet ‘ark’. Ved at bytte med hinanden fik vi mange forskellige, og heldigvis havde vi ofte flere af samme slags, hvilket gjorde det lidt lettere at skille sig af med et for at bytte sig til et nyt til samlingen. Og så var der de helt unikke og specielle yndlings-glansbilleder, som jeg på ingen måde kunne drømme om at bytte væk, da de måske stammede fra et ‘sjældent’ ark, som vi kaldte dem.

Når jeg fik de tanker i går, som jeg sad der med alle mine mange storkenæb omkring mig, var det måske fordi jeg pludselig kunne mærke samme tilgang til mine stauder som dengang til mine glansbilleder. Jeg elsker at snakke blomster og planter med ligesindede havenørder, jeg kan gIMG_6446odt lide at ‘sortere’ dem – måske flytte nogen, så de står i større grupper, inddelt efter farver, arter, blomstringstidspunkt, etc. Jeg ved præcist, hvilke jeg har (udover de, der sommetider pludselig bare er der) og har også ideer til, hvilke jeg ønsker mig. Så jeg så jo lige for mig, hvordan barndommens ‘bytte glansbilleder-leg’ med stor gevinst kunne overføres til havelivet.

IMG_6417

Det er jo ikke fordi, der er noget nyt i, at stauder kan deles, og at man på den måde kan få mange planter og endda ganske gratis – og bytteriet, som selvfølgelig også kan blive mere salgsorienteret, foregår jo i stor stil rundt omkring. Jeg legede lidt med tanken om, at det kunne være sjovt at samle en flok haveinteresserede venner og veninder til en hyggelig dag, hvor vi alle kunne bytte os til nye, ønskede planter og på den måde udvide vores plantesortiment på en måde, der både er meget billigere end at handle i havecentrene, og hvor hver enkelt plante pludselig får sin egen historie med sig! Hvem ved, måske gør jeg noget ved den tanke en dag 🙂

IMG_6419
Skråningen, hvor de små storkenæbsplanter er sat ud. De ser stadig lidt små og sårbare ud, men skal nok komme sig 🙂

Muligheden for – og roen til – tankespinderiet er én af de ting, jeg godt kan li’ ved at gå og pusle i haven – det giver rum til kreative tanker og ideer, samtidig med at jeg får en masse fra hånden. I går handlede det som sagt om vores mange storkenæb, som blev til mange flere. Det grove arbejde med at få dem alle gravet op og renset for efeu, senegræs og andet godt, havde min mand gjort, så der var kun ganske få ‘klumper’ tilbage, som skulle renses, deles og plantes ud igen. Ud over at vores ‘gamle’ storkenæbsbed er blevet genetableret, er der nu sat ca. 30-40 små planter op som bunddække på den skrånende jordside bag vores drivhus – både for at holde lidt på jorden, og for at pryde og pynte hele sommeren igennem! Endnu mere at glæde sig til – og sidenhen over 🙂

 

Stokroser

En af de stauder, der hvert år IMG_3892imponerer mig, er stokrosen. Med sin højde og smukke blomster er den flot bagest i staudebedet, op ad husmuren – eller trampolinen! Det er en 2- til flerårig urt, der formår at skyde meterhøje stængler op, selv mellem fliser og brosten. Stokroser blomstrer i et væld af farver og de er lette at have med at gøre i haven.  Hvis du tager frø fra en blomst med en særligt flot farve, kan du dog ikke altid være sikker på, at dine kommende eksemplarer vil få samme farve. Heldigvis harmonerer alle stokrosernes farver smukt sammen, og når de blomstrer i al deres pragt, er det virkelig et flot syn. Humlebierne er også glade for blomsten og samler ivrigt pollen herfra.

En humlebi samler pollen
En humlebi samler pollen

Stokrosen selvsår sig velvilligt – og det er jo fint, hvis man ikke har noget imod, at der skyder stokroser op rundt omkring i haven. Du kan også let samle frø til såning på steder, hvor du gerne vil have den. Frøene samles, når de runde frørondeller er modne, og frøene kan enten drysses ud på det ønskede voksested i efteråret, eller de kan opbevares tørt og køligt vinteren over. Sår du frøene i det tidlige efterår, kan du være heldig at de når at danne små bladrosetter, så de vil blomstre allerede næste år. Ellers må du vente på blomstringen til året efter.

Stokroser og poppelroser står godt til hinanden
Stokroser og poppelroser står godt til hinanden

Stokrosen har en lang pælerod og kræver en del vand – tørster den for meget, risikerer den at få stokroserust, der får bladene til at visne. Med sin høje vækst, kan det være nødvendigt at binde stokrosen op, så den ikke vælter i blæsevejr.

IMG_3651IMG_3646

Stokroser på stængel i vaser bliver sjældent godt, og blomsterne tager sig ikke ret godt ud, da de typisk vil lukke sig lidt sammen. Vil du gerne have stokroserne til at pynte indendøre, kan du plukke nogle enkelte blomster og lægge i et fad med koldt vand. Her kan de holde sig fine i flere dage.

Related Images:

Tid til at samle frø!

IMG_3929

Så er det ved at være tid til at samle frø – lige nu samler jeg fra akelejer og valmuer. Frøstandene er ved at være klar – de er blevet brune, tørre og har åbnet sig, og så gælder det om at få frøene samlet ind, før de springer ud af frøkapslerne af sig selv :-).

Saml dem i et kaffefilter eller en lille skål og sørg for, at de tørrer godt, inden du lukker dem ned i en lille kuvert til senere brug. Frøene har godt af en kold vinter, så hvis du gemmer dem inden døre, skal det være på et køligt sted.

Hvis du gerne vil have flere af disse søde blomster i haven, er det også nu, du kan sprede frøene ud dér, hvor du gerne vil have de nye planter til at vokse.

Sibirisk valmue
Sibirisk valmue
...og her er valmuens frø klar til at blive samlet ind
…og her er valmuens frø klar til at blive samlet ind

At samle frø er sjovt, og der kan gå en hel sport i at samle fra forskellige blomster/planter. Der er også stor tilfredsstillelse i at kunne følge det lille frøs forvandling fra frø til plante til nye frø.

De fleste haveelskere køber nogle forskellige frøposer i foråret – det gør jeg også. Jeg kan godt li’ at studere frøkataloger i de tidlige forårsmåneder, hvor det begynder at krible i de grønne fingre og planerne for den kommende havesæson bliver lagt. Jeg synes dog, det er rigtig sjovt, når blomsterne i min have har en historie med sig – og det har de i særlig grad, når de kommer fra små frø, jeg enten har høstet i min egen have eller fra venners eller familiers haver. Det er også en nem og billig måde at få nye blomster på, og det gør jo heller ikke spor :-).

IMG_5491

Jeg er meget inspireret af Claus Dalbys haveskriverier og ved, at han  venter med at så sine frø til sommerblomster til marts måned, da planterne ellers risikerer at blive for lange og ranglede, inden de er klar til at blive plantet ud. Den erfaring har jeg også gjort mig, da jeg netop ofte bliver for ivrig efter at komme i gang efter en mørk vinter. Jeg smider derfor også altid nogle frø særligt fra akelejer, velduftende aftenpragtstjerner og stokroser i efteråret, lige når frøene er klar. Så ligger de bare og venter på at forårssolen kalder på dem. Tålmodighed er en dyd – i haven er der heldigvis rigtig meget, der er værd at vente på 🙂