Tag-arkiv: #vinter

Lav dit eget fuglefoder

IMG_6173
Billedet af den sultne mejse blev taget før de hjemmelavede foderklokker var klar!

Vintertid er tid til at tænke på fuglene i haven.

Jorden kan være frossen og dækket af sne, vandet måske frosset til is og frø og kerner fra efteråret forlængst spist op. Dagene er korte og giver kun fuglene få timer at finde deres føde i. Det er derfor nu, der skal fodres for havens små flyvende venner.

Der er efterhånden mange forskellige fuglearter, som anses for ‘almindelige havefugle’ – og ved at fodre og gerne variere sammensætningen af foderet, kan man tiltrække – og mætte – rigtig mange fugle. Placerer du fuglefoderet, så du kan se det inde fra dit vindue, er det en ekstra gevinst. Det er spændende at iagttage de mange fugle, der finder vej frem til foderet, og fra vinduet kan det gøres uden at forstyrre fuglene.

I dagligvarebutikkerne fås forskellige former for fuglefoder – de klassiske mejsebolde, poser med vildtfugleblanding og kornneg. Men vil du gøre lidt ekstra ud af det, så afsæt et par timer til at lave dit eget fuglefoder. Det er hyggeligt – og resultatet vil formentlig blive kønnere at se på, end mejseboldenes grønne plasticnet. Sørg for at der er et stort fedtindhold i foderet, fx dyrefedt, palmin eller kokosolie – og bland gerne rosiner, tranebær eller anden tørret frugt i. Nødder og rester fra tørre kager eller gammelt brød vil garanteret også falde i smag. Husk at fortsætte vinteren igennem med at fodre –  helt frem til det første kuld er af reden!

IMG_6188
Gang i gryden! En pose vildtfugleblanding er blandet op med gemte rester af julens småkager, der er blevet knust godt. Hele blandingen vendes grundigt i fedtstoffet.
IMG_6189
Foderbægrene sat på køl i udestuen

Opskrift på fuglefoder:
Smelt 500 g fedstof i en gryde. Bland ca. 1 kg frøblanding i og sørg for, at alle korn får fedtstof på sig, så det hele klæber sammen, når det nedkøles. Hæld blandingen i forme – og vær gerne kreativ, så du får forskellige foderformer. Jeg har brugt små bægre, som i omvendt form giver små klokker at hænge op. Prøv også med småkageformer som fx hjerter eller stjerner. Lad det køle helt af, enten udendørs eller i køleskabet.  Prik hul gennem fodermassen, bind en grov snor eller et stykke ståltråd igennem og hæng den op. Fuglene vil elske det!

Indtil nu har vi haft et foderbræt med løse frø og kerner og nogle mejsebolde hængende i syrenbusken tæt på vores køkkenvindue. Det er hyggeligt at følge med i fuglenes færd, når de flyvende middagsgæster tager for sig af retterne derude. Vi har flest mejser, men også rødhalsen er ofte på besøg. Solsorten og gråspurven har også fundet frem til restauranten, og store skovduer kigger ind imellem forbi.IMG_6157

I dag har jeg udvidet menukortet med disse foderklokker, som nu hænger klar til fortæring af de små, sultne fugle derude.IMG_6195

Imens fuglene mæsker sig, kan du lave dig en god kop varm te – og måske sende en lille hilsen til en god ven. Se de søde postkort med vinterens fugle lige her .

Velbekomme!

Pas på planterne, når du salter

Jeg synes, der er noget næsten magisk over naturen, når alt ude er klædt i hvidt og træer, grene og blade på de stedsegrønne planter står med et fint frostlag mod en klar, blå himmel. Jeg elsker også lyden af sne, der knager under støvlerne. Og jeg kan faktisk også godt lide, at vores hverdagsrutiner og alt det, vi plejer at gøre uden at tænke over det, pludselig kan blive forstyrret af naturen, og tvinge os til at gøre tingene lidt anderledes.IMG_6150

Vores forstyrrelser på denne årstid begrænser sig typisk til en snestorm med efterfølgende trafikale problemer – på den måde er vi stadig lidt forskånede i Danmark i forhold til så mange andre steder i verden. Men store mængder sne kan også vende op og ned på mange ting. Børnene elsker for det meste, når der endelig kommer sne, med alle de særlige lege, der så kan gå i gang – bygge snemænd, kælke, lave engle i sneen, bygge snelygter eller tage en rask sneboldkamp- det er fantastisk.

IMG_6142

Vi voksne ser ofte lidt anderledes på det – i hvert fald i hverdagene! Her er fokus mere på fortovet, der skal ryddes, bilruden der skal skrabes, glatte veje, saltrande på støvlerne, sne og sjap indendøre og udfordringer med at komme til og fra arbejde. Vores lille samfund kan nærmest gå i stå, og sneen og vejrudsigten vil være det store samtaleemne rundt omkring i hjemmene og på arbejdspladserne for de, der har fundet vej gennem snemasserne.

Heldigvis bor vi i et land, hvor der rykkes ud med sneplove og vejsaltere, når behovet er der – så hjulene og hverdagen kommer hurtigt op at køre igen. Vejsalt er godt mod glatte veje og fortove – men knapt så godt for fliser, hundepoter – eller de planter, der bliver ramt i processen. Værst for planterne er den salt, der trænger ned i jorden. Forårets regn vasker ofte en del af saltet ud igen, men om sommeren, hvor fordampningen fra jorden typisk er større end nedbøren, stiger koncentrationen af salt i jorden, og det er hårdt for planterødderne.  IMG_6133Saltstøv og saltdråber kan også trænge ind i planterne gennem nåle, blade og knopper og ødelægge planterne. Vær derfor varsom, hvis du salter terrassen eller flisebelægningen op mod huset – et godt alternativ hertil kan være at bruge sand eller grus. Det er både billigere og mere miljøvenligt – men kræver selvfølgelig en ny omgang, hvis der falder mere sne.

I morges viste termometeret -13 grader! Jeg vælger at nyde vinteren og frosten, mens den er her – for lige om lidt er den væk igen. Hvad sne og glatte fortove angår, har vi indtil nu kunnet klare os med en skovl og en kost, så jeg håber, mine lavendler ud mod vejen også klarer sig godt gennem vinteren!