Eksotiske planter – og snedige snerler

Der har været stille på bloggen her hen over sommeren. Jeg har været så heldig at holde lang ferie – og jeg har været langt væk! En fantastisk rundrejse i Mexico, som bød på både vild jungle og tæmmede prydhaver med de smukkeste eksotiske blomster i skrappe farver, der gør sig rigtig godt i 35 graders varme og brændende sol. Bananpalmer i blomst stod overalt – både som prydplanter, i grøftekanter og som afgrøder. Store agaver skåret til fra bunden, så de nærmest lignede ananas i formen – formentlig til brug i produktionen af tequila. Blomstrende mimoser med deres lysende, orange blomster og store frøbælge. I Palenque trak vi i skygge under et avocadotræ fyldt med frugter. Limefrugter kostede stort set ingenting – vi så ikke deciderede plantager, men der må være en stor produktion af lime, som flittigt bruges til fx guacamole og som pynt og smagsgiver i en kold Sol eller Corona!

Vi besøgte mange pyramider fra mayaernes tid – og kun en lille del af dem er gravet fri af junglen! Man kan undre sig over, hvordan så kæmpemæssige bygninger kan forgå og forsvinde i løbet af så forholdsvist kort tid – og så alligevel ikke. Junglen opsluger alt, hvis den ikke tæmmes. Vi så ofte folk i gang med deres le for at holde huse og landsbyarealer fri for hurtigtvoksende slyngplanter.

Herhjemme igen blev jeg i min egen lille ‘jungle’ bekræftet i mine tanker om, hvordan naturen tager over, hvis den ikke tæmmes. Græsset var fint slået og drivhuset passet og vandet af flinke venner og naboer. Bedene rundt om i haven havde til gengæld haft en lille måneds fri leg! Snerlerne i særdeleshed havde set deres snit til at slå sig løs. Selv om jeg godt ved, at de skal holdes nede, var jeg målløs over at se, hvordan de havde viklet sig om træer, hække, roser, azalaer, rhododendron, blåbærbuske, hortensia og stokroser. I dag har jeg tilbragt 5 timer med havehandskerne på med det primære formål at få has på en del af snerlerne, så de øvrige planter kan ‘trække vejret’ igen. Undervejs fløj mine tanker ofte tilbage til Mexicos jungle. Naturen er fascinerende – særligt, når den er vild. I min have må vildskaben gerne tæmmes lidt. Ikke så alt er perfekt og uden ukrudt. Det kommer alligevel aldrig til at ske, og charmen ved en have ligger ofte i mixet af det vilde og det tæmmede. I haven skal man både yde og nyde. Så…Hængekøjen – og et stort, koldt glas hyldeblomstsaft – kalder… 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.