Gødning i drivhuset!

Meningen var god nok… udfaldet måske knapt så heldigt. I hvert fald i starten…

Små druer på vej på Oldefars vin

I år er anden sæson for vores drivhus. Jeg har taget en masse lærdom og erfaring med mig fra sidste år og glæder mig som et lille barn til igen at kunne sidde i duften af frodige tomatplanter, plukke løs af salvieblade og følge, hvordan auberginer og snackpebre vokser. I år er der også tegn på, at der kommer druer på vinrankerne, og ferskentræet har allerede sat an til store, lækre frugter!

Fersknerne gror hastigt på vores lille ‘Frost’ træ

I min iver efter at skabe så gode vækstbetingelser som muligt, har jeg selvfølgelig også tænkt på, at planterne skal både vandes og gødes. Et besøg i et plantecenter giver rig mulighed for at komme hjem med masser af gødning – i fast eller flydende form. Jeg bruger ofte en blanding af gødningspinde og flydende gødning, som jeg regelmæssigt doserer i vandkanderne. 

I år tænkte jeg dog, at jeg ville gøre det ekstra godt. Jeg kom derfor hjem med en spand økologisk, organisk gødning i pilleform. Pillerne skulle blandes med det øverste muldlag, og gødningen ville så være langtidsvirkende – og naturligvis sund og fuldt ud anvendelig både til blomster, men også til spiselige grøntsager!!

Citrustræet i blomst – for en måned siden stod det uden blade!

Jeg gjorde mig umage. Fik pillerne fordelt i alle krukker. Fik blandet dem godt sammen med jordlaget og fik vandet. Sådan – nu var det bare at vente, og jeg var sikker på, at resultatet ikke ville udeblive. Det tror jeg stadig på. Men der var én ting, jeg ikke lige havde tænkt på: lugten! Inden for ganske kort tid bredte der sig en umiskendelig lugt af – ja, gylle – inde i vores ellers så hyggelige og lune drivhus!! Det har jeg måttet høre for – og det er ganske fair. Sådan en lugt tager lidt af den umiddelbare hygge! Faktisk havde jeg tænkt på at lave min egen gødning af brændenældeblade – et tip, jeg har læst i flere haveblade. Det skulle være enormt effektivt, men det skulle også lugte fælt. Med den erfaring, jeg har gjort mig i år, vil jeg nok overveje en ekstra gang, om jeg skal hoppe med på brændenælde-gødnings-vognen… Men når alt det er sagt, så begynder min lidt kiksede indsats rent faktisk at give pote nu.

Stegte salvieblade med små stave Primadonna ost – uhm!

Citrustræerne, som vi klippede helt ned i et sidste forsøg på at redde dem fra vinterens strabadser, skyder voldsomt og har ovenikøbet sat de første blomster, og salviebusken går helt amok – og det er heldigt, da vi elsker oliestegte salvieblade som sommersnack. 

Nu ca. 3 uger efter har lugten fortaget sig – heldigvis. Næste år tror jeg, at jeg vender tilbage til den flydende, lugtfri gødning… 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.