Heritage – en engelsk dronning i haven!

IMG_3552
Heritage

 

Den engelske rose, Heritage, er absolut blandt mine favoritter i haven! Den dufter fantastisk, har den fineste sarte rosa farve, og så er den remonterende, og blomstrer derfor velvilligt fra juni og helt frem til frosten sætter ind.

IMG_3949
Heritage. I baggrunden ses Digitalis.

Heritage bliver mellem 120-150 cm høj og egner sig godt både som solitærplante og i rosenbedet blandt fx lavendel og digitalis. Også rigtig fin i buketter, fx sammen med løvefod og/eller lavendel.

IMG_3946

De engelske roser er en fællesbetegnelse for de rosensorter, som den engelske rosenekspert, David Austin, begyndte at fremavle i 1950erne. Engelske roser er en krydsning mellem historiske roser, storblomstrede roser, og moderne roser, og de er kendetegnende ved, at de besidder de bedste egenskaber fra alle grupper. De engelske roser har både den form og fylde, som kendetegner de historiske roser, og så dufter de fleste sorter vidunderligt. Hvor de historiske roser kun blomstrer én gang, så har de engelske roser fået de moderne rosers evne til at remontere, dvs. at blomstre igen, så vi har glæde af dem hele sommeren igennem. Når ‘Heritage’ springer ud, er farven ren lyserød, men toner efterhånden over i en mere lys rosa. En virkelig skønhed i haven!

IMG_3947

Læs mere om David Austin og de engelske roser her.

 

 

Related Images:

2 tanker om "Heritage – en engelsk dronning i haven!"

  1. Kære Mette,
    Jeg er en stor fan af engelske roser. Jeg plejer at lykkes med roser, som normalt bliver både store og kraftige, men. Heritage driller mig. Den forbliver en lille kedelig splejs. Jeg ved ikke, om det er fordi den står i et underprioriteret bed, hvor jorden ikke er lige så lækker som i andre bede. Vores jord er i udgangspunktet leret og lidt hård, når der ikke er arbejdet med kompost mv. Jeg kan se, at du lykkes rigtigt fint med hende. Har du nogle fit – gode råd?

  2. Kære Bonnie,
    Jeg har lige været inde og se din blog – hvor er det en fin kolonihave, du har dig, med masser af skønne blomster i den romantiske og lidt vilde stil, som jeg også så godt kan li’! 🙂 Dine erfaringer med rosernes placering i forhold til bl.a. farve og højde kender jeg godt. Vores jord er også temmelig leret, så vi har blandet den godt op med sand og rosenjord, inden vi satte vores roser i rosenbedet. Jeg må desværre sige, at jeg ikke har den gyldne opskrift på, hvordan man får succes med Heritage – men jeg kan sige dig, hvad der ser ud til at virke for mig – måske kan du bruge noget af det. Ét af de spørgsmål, der melder sig hvert forår er graden af beskæring. Skal vi skære den hårdt ned eller blot nøjes med en mildere beskæring? Vi har prøvet lidt forskelligt, og begge dele har egentlig virket. I år skar jeg den ret kraftigt ned, og den har været rigtig flot, så det gør jeg nok igen næste år. Vand og godt med gødning er også essentielt. Jeg gødede i maj og sidst i juni med en særlig rosengødning. Midt på sommeren, da vi kom hjem fra ferie, klippede jeg den godt ned igen i håbet om at få et nyt blomsterflor til min søns fødselsdag sidst i august. Det fik vi, og den blomstrer stadig derudaf! Bladene har været sunde at se til, men her sidst på sommeren er planten blevet mere ranglet og ikke så tæt forneden. Den står sammen med andre roser, lavendler og digitalis. Særligt digitalis har tendens til at overtage bedet, så selv om disse planter passer rigtig godt til og skaber det vilde, romantiske udtryk, har jeg måttet være lidt hårdhændet og fjerne nogle af dem – jeg har dem nemlig også beskyldt lidt for at stjæle lys, vand og næring fra roserne og dermed bidrage til rosernes lidt ranglede sensommer-look. 🙂 Roser kræver generelt en del pleje i form af masser af vand og gødning, så hvis din står i et underprioriteret bed, som du siger, kan det nok også sagtens være noget af forklaringen.
    Jeg håber, du får held med din Heritage og hele dit projekt i kolonihaven! 🙂
    /Mette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.