Hvor stort skal drivhuset være? – og hvad skal det bruges til?

Tanken om et drivhus i haven har været længe undervejs. Hvor ville det være dejligt at kunne høste sine egne tomater, at kunne plukke løs af søde, modne vindruer, der hænger i store klaser fra ‘oven’; at have et ferskentræ, der faktisk kan lykkes – for slet ikke at tale om det farveorgie, bougainvilleaerne vil give, og duften af citrusblomster i fuldt flor – og drømmen om et mandeltræ lige dér i hjørnet. Og så skal der selvfølgelig være masser af krydderurter og godt gang i såning og stiklingeformering. Og ja, der skal naturligvis også være plads til, at vi kan sidde der alle 5 + gerne en familie mere og spise, ligesom der skal være et par gode stole, når tiden er til afslapning med en god kop te og et haveblad, eller bare at nyde udsigten ud over haven og byen…

Vi lagde ud med de store planer om et orangeri, der kunne rumme alle vores drømme – og som tilmed var frostfrit. Vi har skridtet det udvalgte drivhusområde af mange gange og målt op og gjort ved.

Det er her, drivhuset skal stå. Jorden skal graves ud, så der bliver en plan flade, som huset skal monteres på.
Det er her, drivhuset skal stå. Jorden skal graves ud, så der bliver en plan flade, som huset skal monteres på.

Efter mange overvejelser og et besøg i Huset, Byggecentrum i Middelfart, hvor vi kunne se mange forskellige størrelser og typer drivhuse og orangerier udstillet, begyndte vi at indkredse vores vigtigste krav og ønsker til drivhuset. Overvejelser, der er værd at gøre i denne proces, er at blive afklarede på følgende spørgsmål:

  • hvad er drivhusets vigtigste formål?
  • hvad vil vi bruge det til i løbet af sæsonen?
  • hvor meget af det, vi drømmer om, tror vi er realistisk? (vores drivhus skal fx placeres helt oppe bagest i haven – vil vi mon gå hele turen derop i de mørke vintermåneder, gennem en våd og måske snesjappet have? Eller vil huset primært blive brugt fra februar/marts til oktober?)
  • skal huset være frostfrit?
  • skal vi have byggetilladelse?*
  • økonomi

Vi blev også pludselig mere klar på vores ønsker til selve drivhuskonstruktionerne – fx er det vigtigt for os, at der er god sidehøjde, ligesom vi meget gerne vil have en dobbelt skydedør, og så skal der helt uden tvivl være sikkerhedsglas.

Udsigten fra det sted, hvor drivhuset skal stå. Man har vel lov at drømme?
Udsigten fra det sted, hvor drivhuset skal stå. Man har vel lov at drømme?

Vi har nu fået afgrænset vores vigtigste ønsker og er nået frem til, at et drivhus på ca. 20 kvm vil kunne opfylde vores behov for et rum, der både kan fungere som voksested for grøntsager og krydderurter, men også mere eksotiske planter, samtidig med, at det kan blive en oase midt i haven, hvor vi vil kunne trække ind, når det danske sommervejr ikke er helt varmt nok til at kunne sidde ude – men stadig have fornemmelsen af at være ude midt i det grønne.

Vi er nu i gang med at sondere terrænet i forhold til at indhente priser og muligheder. Der er mange udbydere på markedet, fx:

www.classicahouse.com
www.drivadan.dk
www.hobbydrivhuse.dk
www.juliana.com
www.pavillondanmark.dk
www.vica.dk
www.viemose-driboga.dk
www.willabgarden.dk

Der er mange overvejelser at gøre, og vores tanker er stadig kun på tegnebrættet. Men vi bliver hele tiden klogere, og processen er sjov. En investering i et drivhus kan hurtigt blive en bekostelig affære, og derfor er det også vigtigt, at forarbejdet er gjort grundigt, for bedst muligt at sikre, at det endelige valg vil opfylde de ønsker og behov, man har til huset, ikke kun nu og her, men også på sigt.

 

 

*drivhuse er omfattet af bygningsreglementet for småhuse, hvori der bl.a. står:
“Når garager, carporte, udestuer og overdækkede terrasser ikke er over 50 m2, kan de nu opføres, uden at der først skal søges om byggetilladelse”.
Byggeriet skal dog anmeldes til bygningsmyndighederne, som har 14 dage til at reagere i. Hvis drivhuset skal monteres til dit hus ligesom en udestue, skal du søge byggetilladelse.

2 tanker om "Hvor stort skal drivhuset være? – og hvad skal det bruges til?"

  1. Kære Mette!
    Igen dejlig læsning! –
    Og drivhusmodellerne er der mange af. Det kan nok være svært at bestemme sig ! Juliana-husene med den brede dør midtfor er flotte.
    Fortsat dejlige drømme og byggelyst!
    Knus

  2. Ja, jo mere man går ind i det, jo flere muligheder er der – sådan er det jo gerne. Vi venter spændt på forskellige tilbud 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.