Hybenmarmelade med æble, chili og vanilje

En tur til Vesterhavet bragte en posefuld friskplukkede hyben med hjem – for nu ville jeg prøve at lave hjemmelavet hybenmarmelade. Jeg gik på nettet for at google forskellige opskrifter, og fandt én, jeg syntes lød lækker – der skulle både citron og vanilje i, så jeg tænkte, at den nok ville blive både sød, men også frisk i smagen.

IMG_4612Arbejdet med at rense hyben tager jo lidt tid, men med lidt god  musik som akkompagnement og bare tanken om at have tid til at stå med den slags sysler, gjorde det hyggeligt. Hybenskallerne blev renset og skyllet, og jeg tilsatte et par æbler af den slags, som børnene får med i skole.

IMG_4614

Så kom jeg sukker og vand, vanilje og citron i, og det hele kom i kog. Begejstret fandt jeg små fine glas frem, som blev skoldet og skyllet i Atamon, og da marmeladen var færdigkogt og blendet, blev den hældt på glas og sat på køl.

Jeg har ikke tidligere eksperimenteret så meget ud i den slags, så jeg var vældig tilfreds. Men indrømmet. Nogen entydig succes var det nok alligevel ikke. Marmeladen var blevet alt for sød for min smag…..

IMG_4610

Heldigvis gik turen to uger senere igen til Vesterhavet, og jeg plukkede endnu en posefuld hyben. Denne gang ville jeg prøve med nogle mere syrlige æbler, og så ville jeg prøve at tilsætte lidt chili for at give smagen lidt mere kant. Nogle af vores gode venner har nærmest en hel æbleplantage i deres have, så jeg spurgte, om jeg måtte få 3 syrlige æbler til mit hybenmarmelade-projekt. De kom med en hel bærepose fyldt med forskellige æbler, bl.a. Discovery og Stydingæblet, som de selv kan tage æren af at have podet. Der var også små, sure vildæbler, så der var nok at vælge imellem.

IMG_4681

Jeg tog en god blanding, som jeg skrællede, skar i mindre stykker og satte i kog sammen med de rensede og skyllede hybenskaller. Jeg flækkede en vanillestang og skrabte kornene ud i blandingen – stangen lagde jeg efterfølgende med ned i gryden, så den kunne koge med. Jeg tilsatte lidt sukker, vand, citronsaft og så hakkede jeg den yderste spids af en halvstærk (‘vindstyrke 8’) chili i fine små stykker og rørte med i gryden. Hele blandingen stod og kogte ved middel temperatur i ca. 40 minutter. Herefter blev det blendet og hældt på glas.

IMG_4688

Og denne gang lykkedes det! Jeg havde ramt en god blanding af det søde og det syrlige, og med et lillebitte strejf af det stærke fra chilien. Jeg tror, at det er en opskrift, jeg vil huske til næste år – så vil jeg bare lave en lidt større portion, for det forsvinder jo hurtigt, når det smager godt 🙂

Vil du prøve min opskrift?

500 g friskplukkede hyben
600 g æbler – gerne en blanding af søde og syrlige
1 vanillestang
saften af en halv citron
1/4 chili, skåret i småbitte tern
1 dl sukker
2 dl vand
Atamon

Rens og skyl dine hyben godt og kom dem i en gryde. Skræl æblerne, fjern kernehus og skær dem i mindre stykker, og læg dem gryden. Tilsæt vand, sukker, og citronsaft. Skrab vanillekornene fri og put dem i blandingen. Læg vanillestangen ved. Hak chilien fint i små tern og bland dem med de øvrige ingredienser. Sæt det hele i kog og lad det koge i ca. 40 minutter ved middel varme. Rør jævnligt i blandingen. Hvis du gerne vil have en marmelade uden for store frugtstykker i, kan du give blandingen en tur med stavblenderen til sidst. Kom lidt Atamon i til allersidst, inden du hælder marmeladen på glas, der er skyllet i kogt vand og Atamon. Sæt glassene på køl – og glæd dig 🙂 Smager rigtig godt på en friskbagt bolle med ost!

IMG_4696

Velbekomme 🙂

Lys, luft – og masser af jord

NU sker det snart! Vi har fået besked om, at vores drivhus vil blive leveret i morgen! Snart vil det 20 kvm store Plus 5 Euro-Serre fra Willab Garden forhåbentlig stå trygt og godt i ‘toppen’ af vores have og invitere til mange hyggestunder med udsigt og duft, og samtidig være leveringsdygtigt i frugt, grønt og krydret til ganen! Vi glæder os – også selv om vi skal om på den anden side af vinteren før vi for alvor kan tage hul på glæderne.

 

vaxthus_plus-5-201m2_grona-profiler-16016.jpg
Sådan ser drivhuset ud på WillabGardens hjemmeside. Det ser dejligt rummeligt ud!

I mellemtiden har vi fået fældet nogle træer i haven, dels for at give mere lys og luft, men også for at mindske risikoen for skader fra nedfaldsfrugter og knækkede grene, når efterårsstormene sætter ind.

Hele familien var i sving, da træerne skulle fældes. Det grove arbejde med motorsaven hjalp vores gode farfar med, og det mere fine opklipnings-/flisearbejde blev klaret af familiens yngre medlemmer med god hjælp fra morfars flis-maskine. Nu har vi samlet en masse god pindebrænde til vores lille bålsted på terrassen! 🙂

IMG_4050

Gyngestativet måtte lade livet undervejs. Det var gravet ned og støbt i beton, så det var ikke sådan lige at fjerne – men nu er det (næsten) væk, og klatreroserne ‘New Dawn’ er blevet flyttet hen under pæretræet, hvor de forhåbentlig vil klatre godt op ad stammen til næste år.

Pæretræet har også fået en anden beboer, nemlig vores edderkoppegynge, som stadig er hyggelig at sidde på for både børn og voksne!

IMG_4413

Spørgsmålet om træ eller sten som gulvbelægning er endnu ikke endeligt besvaret. Det ender nok med en både-og løsning. Træ som hovedflade på gulvet og marksten i siderne. Overvejelserne er mange og forventningerne store 🙂

Sensommer-rengøring i haven

Selv om det kan være svært at forstå, at sommeren allerede er ved at kunne kaldes sensommer, så fornægter det sig ikke i haven. Mange af de blomster, som stod  i pomp og pragt i juni og juli, er  nu ved at takke af. IMG_4420Blomster bliver erstattet af frøkapsler, roserne er endnu en gang blevet nippet og klippet af, så de forhåbentlig vil blomstre igen, hortensiaerne er falmet lidt i farverne, om end de stadig er smukke, og bærbuskene er blevet plyndret  – af os eller af fuglene.

IMG_4414Æblerne begynder at tage farve og se indbydende ud, dahlia og georginer lyser op med deres fine farver, og efterårsstauderne som skt. hans urt, asters og høstanemoner står på spring.IMG_4044

Måske hænger det sammen med, at ferietiden er slut og hverdagen begyndt igen – i hvert fald har jeg en fornemmelse af et skifte også i haven; at nu tager vi hul på lidt nyt. Så skal der nippes af, klippes til, ryddes op og fejes. Olielamperne skal vaskes og fyldes op, nogle krukker skal tømmes og måske fyldes med lidt nyt. Og græsset skal lige slås igen.  Og hold op, hvor det pynter! Lige som når vi piller pynten ned fra jul og nytår, lufter ud og gør rent og fylder stuerne med friske tulipaner og på den måde starter på et nyt år. På samme måde har jeg det i haven på denne årstid.  IMG_4410

Hvor meget jeg end elsker sommeren, så er der også noget fantastisk hyggeligt over efteråret, hvor de mere gyldne og brændte farver dominerer, og hvor vi begynder at tænke på kastanjer, pyntegræskar, lyng og lune sweatre. Og så er det jo også tiden, hvor der snart skal lægges løg og plantes nye planter til næste år. Jeg har allerede købt nogle tulipanløg, som jeg lige ved, hvor skal være. Det er dog stadig lidt for tidligt, så jeg nyder sensommerhaven i fulde drag lige nu.

IMG_3351Og særligt på de dage, hvor naturen flankeres af en blå, blå september himmel, så gør det slet ikke så meget at tænke på, at efteråret er på vej 🙂

Lavendler

IMG_4218

Jeg var bange for, at jeg havde slået alle mine lavendler ihjel i år!! Jeg var lidt hård med saksen i foråret, og vejen til det blåt-blomstrende hav har været noget længere i år end det plejer, synes jeg! Heldigvis gik det da ikke så galt, som jeg en overgang frygtede, og nu står de velduftende og svajer flot i vinden med  deres blå og lilla blomster.

IMG_4404

Jeg klippede lavendlerne godt ned i midten af april, men eftersom alting har været lidt senere undervejs i år pga vejrforholdene, så lod de vente på sig – eller også var de blevet lidt fornærmede over at blive klippet så korthårede, lige inden familien skulle holde konfirmation 🙂

Jeg vil prøve at lave stiklinge af lavendlerne i år – det er efter sigende ikke svært, og jeg kunne godt tænke mig at få en masse nye lavendelplanter, som jeg kan pryde omgivelserne med, når vi får drivhuset op at stå. Jeg har lavet masser af stiklinge fra andre planter tidligere, men har aldrig før prøvet med lavendel – så nu skal det være 🙂

Sådan kan du lave nye planter af dine lavendel:
Klip stiklinge på 6-10 cm af sunde og stærke moderplanter. Fjern evt. blomster, da de tager en masse energi, som i stedet skal bruges på at etablere rødder. Det er bedst at tage stiklinge, som ikke er for bløde i stænglerne. Fjern de nederste blade, så der er en lille ‘gren’ at stikke i jorden. Stik stiklingerne ned i en potte med sandet jord – lad stikkedybden være ca. 3-4 cm. Fordelen ved at bruge potter er, at det gør det nemt at plante de nye små planter ud senere hen, uden at risikere at ødelægge rødderne.

IMG_4406

Dæk potterne til med en hvid plasticpose – på den måde holder du på luftfugtigheden og forhindrer for meget sollys i at trænge igennem.

August måned er et godt tidspunkt at lave stiklingerne på. Her er planterne stærke og de enkelte skud har en kraftig stængel, som er hårdfør overfor svampeangreb.  Allerede efter ca. 3 uger kan stiklingerne have dannet et rodnet. For at være på den sikre side vil jeg dog vente til oktober med at plante de nye planter ud på det blivende voksested.

Hvis du vil vente med at formere dine lavendel til foråret, kan du også gøre det. I så fald er det bedste tidspunkt i marts/april, mens planterne stadig er i hvile.

Når de nye planter begynder at skyde med nye skud, skæres toppen af det første skud. På den måde vil du få en kraftig plante med god forgrening.

IMG_4401

Held og lykke med projektet! Jeg håber, at jeg selv om et par måneder kan vise billeder af mine nye lavendler, som har dannet rødder og er klar til at blive plantet ud! Skriv gerne til mig med dine erfaringer! Jeg har hørt, at man også bare kan stikke en stikling ned i sandet jord, direkte på voksestedet – så kommer der en ny plante. Det har jeg dog endnu ikke haft held til at gøre – måske mangler jeg lige det afgørende fif for at få det til at lykkes 🙂

 

Stokroser

En af de stauder, der hvert år IMG_3892imponerer mig, er stokrosen. Med sin højde og smukke blomster er den flot bagest i staudebedet, op ad husmuren – eller trampolinen! Det er en 2- til flerårig urt, der formår at skyde meterhøje stængler op, selv mellem fliser og brosten. Stokroser blomstrer i et væld af farver og de er lette at have med at gøre i haven.  Hvis du tager frø fra en blomst med en særligt flot farve, kan du dog ikke altid være sikker på, at dine kommende eksemplarer vil få samme farve. Heldigvis harmonerer alle stokrosernes farver smukt sammen, og når de blomstrer i al deres pragt, er det virkelig et flot syn. Humlebierne er også glade for blomsten og samler ivrigt pollen herfra.

En humlebi samler pollen
En humlebi samler pollen

Stokrosen selvsår sig velvilligt – og det er jo fint, hvis man ikke har noget imod, at der skyder stokroser op rundt omkring i haven. Du kan også let samle frø til såning på steder, hvor du gerne vil have den. Frøene samles, når de runde frørondeller er modne, og frøene kan enten drysses ud på det ønskede voksested i efteråret, eller de kan opbevares tørt og køligt vinteren over. Sår du frøene i det tidlige efterår, kan du være heldig at de når at danne små bladrosetter, så de vil blomstre allerede næste år. Ellers må du vente på blomstringen til året efter.

Stokroser og poppelroser står godt til hinanden
Stokroser og poppelroser står godt til hinanden

Stokrosen har en lang pælerod og kræver en del vand – tørster den for meget, risikerer den at få stokroserust, der får bladene til at visne. Med sin høje vækst, kan det være nødvendigt at binde stokrosen op, så den ikke vælter i blæsevejr.

IMG_3651IMG_3646

Stokroser på stængel i vaser bliver sjældent godt, og blomsterne tager sig ikke ret godt ud, da de typisk vil lukke sig lidt sammen. Vil du gerne have stokroserne til at pynte indendøre, kan du plukke nogle enkelte blomster og lægge i et fad med koldt vand. Her kan de holde sig fine i flere dage.

Related Images:

Lav din egen krydderurte-salt

IMG_3920

Krydderurter smager allerbedst når de er helt friske. Der er mange muligheder for at bruge krydderurterne i madlavningen – både i salater, som snacks, som topping på det hjemmebagte brød (her er rosmarin fantastisk), til pesto og som klassisk smagsfarvning i den enkelte ret. I år har jeg forsøgt mig med at lave krydderurtesalt – og det med stor succes! 🙂

IMG_3897

Det er meget, meget enkelt – man plukker en håndfuld af den ønskede krydderurt og lægger det i en blender. Så tilsætter man en passende mængde salt (jeg har både prøvet med Maldon’s flagesalt og almindelig, groft salt – og det almindelige salt gav faktisk det bedste resultat) og trykker på knappen. Når salt og krydderurter er blendet godt sammen, fyldes blandingen i et glas med tætsluttende låg. Laver du flere forskellige slags, kan du sætte et fint lille mærkat på glasset, så du kan kende forskel på dem. Du kan selvfølgelig også dufte dig frem 🙂

IMG_3966

Jeg troede egentlig, at krydderurterne skulle ligge og tørre først – men jo længere de tørrer, jo mere smag mister de. Jeg har foreløbigt lavet tre forskellige slags – timiansalt, basilikumsalt og løvstikkesalt. Lækkert, lækkert. 🙂 Den med løvstikke er nok min favorit.

Du kan købe friske krydderurter i de fleste dagligvarebutikker – eller du kan købe dem som frø og selv så dem. Der er et stort udvalg af frøbutikker på nettet. Plantefrø.dk er én af dem, og de har rigtig mange krydderurtefrø – du kan se deres store udvalg her.

Sorry, sommerfuglebusk!

I arbejdet med at klargøre grunden til vores drivhus, har vi måttet flytte vores flotte sommerfuglebusk. Det har ikke været et godt tidspunkt at flytte den på – faktisk ser den mildest talt noget træt ud nu! Vi vil klippe den godt ned, og så håbe på, at den klarer både flytning og den kommende vinter, så den kan blomstre lige så flot igen til næste år.

Heldigvis fik jeg taget et par billeder af de smukke, lilla blomster, inden vi forstyrrede den i al dens pragt…

IMG_4085 IMG_4084IMG_4086

 

 

 

 

 

 

 

Det er utroligt, så hurtigt en sådan busk kan vokse! Sidste år opdagede vi, at vi også havde fået en hvid sommerfuglebusk i haven – den stod som en enkelt stængel med en fin hvid blomst på. I år står den som en kæmpe busk, der er vokset langt over hækken!

Den busk, vi nu har flyttet, har vi haft med fra vores gamle have, så den har fulgt os i efterhånden mange år. Nu håber vi, at den klarer strabadserne, og vokser sig stor og stærk igen til næste år. Heldigvis er sommerfuglebusken ret hårdfør, så vi krydser fingre!

I buketter er de også rigtig fine 🙂

Sommerfuglebuskens blomster er fine som her sammen med dahlia, poppelroser, løvefod og Fairy roser.
Sommerfuglebuskens blomster er fine som her sammen med dahlia, poppelroser, løvefod og Fairy roser.

Related Images:

Herlige hortensia

IMG_4215

Lige nu er der særligt én blomst, der dominerer i min have – og det er den flotte og farvestrålende hortensia. I år har jeg ventet med ekstra spænding på, at blomsterne skulle tage farve, da den virkelig har været særdeles gavmild med blomsterstandene!

IMG_4212

Jeg har to forskellige slags – en med de runde blomsterhoveder, og en med de mere flade. Det er lidt pudsigt, at selv om de begge tilsyneladende står i sur spagnumjord, så giver nogle af dem blå blomster, og andre står i rosa toner.

 

SAM_3023Hortensia er ikke en decideret surbundsplante, men kan godt li’ at stå i en sur og luftig jord. For de fleste hortensia gælder, at man selv kan være med til at påvirke blomsternes farve. Vil du gerne have blå blomster, skal du sørge for at jorden er sur, dvs. har en pH-værdi mellem 4,5-7. Det er en god ide at vande med regnvand – det vil hjælpe med til at holde på den blå farve. Vander du med kalkholdigt vand, vil jordens pH-værdi øges, og den blå farve vil mattes og blive mere hvid eller rosa. Hvis du hellere vil have rosa eller hvide blomster, skal pH-værdien være neutral, dvs. ca. 7.

Selv om mine hortensia egentlig skulle stå i jord med nogenlunde samme pH-værdi, kan jeg tilsyneladende alligevel ikke helt få lov at ‘bestemme’, siden de tager forskellig farve. 🙂 Én af dem har sågar både blå og rosa blomster på samme plante!

 

IMG_4222

Når blomsterstandene er afblomstret, bliver jeg ofte fristet til at nippe dem af. Det er dog bedst at vente med dette til foråret, da de visne blomster beskytter planten mod frostskader. De kan til gengæld fint nippes af om foråret – pas bare godt på ikke at nippe de nye, grønne skud af, da det er dér, der nye blomsterknopper sidder.

IMG_4230Når hortensiaen blomstrer, er det er farveorgie, der gør glad! Blomsterne kan også fint klippes af og bruges i buketter – og der skal ikke mange til, før det ser ud af meget! Klipper du blomster af, hvor stænglen er blevet ‘grenet’, kan du med fordel klippe lidt op i stænglen forneden, så den bedre kan suge vand til sig.

Ja – flotte ser de ud! 🙂

IMG_4213

Tid til at samle frø!

IMG_3929

Så er det ved at være tid til at samle frø – lige nu samler jeg fra akelejer og valmuer. Frøstandene er ved at være klar – de er blevet brune, tørre og har åbnet sig, og så gælder det om at få frøene samlet ind, før de springer ud af frøkapslerne af sig selv :-).

Saml dem i et kaffefilter eller en lille skål og sørg for, at de tørrer godt, inden du lukker dem ned i en lille kuvert til senere brug. Frøene har godt af en kold vinter, så hvis du gemmer dem inden døre, skal det være på et køligt sted.

Hvis du gerne vil have flere af disse søde blomster i haven, er det også nu, du kan sprede frøene ud dér, hvor du gerne vil have de nye planter til at vokse.

Sibirisk valmue
Sibirisk valmue
...og her er valmuens frø klar til at blive samlet ind
…og her er valmuens frø klar til at blive samlet ind

At samle frø er sjovt, og der kan gå en hel sport i at samle fra forskellige blomster/planter. Der er også stor tilfredsstillelse i at kunne følge det lille frøs forvandling fra frø til plante til nye frø.

De fleste haveelskere køber nogle forskellige frøposer i foråret – det gør jeg også. Jeg kan godt li’ at studere frøkataloger i de tidlige forårsmåneder, hvor det begynder at krible i de grønne fingre og planerne for den kommende havesæson bliver lagt. Jeg synes dog, det er rigtig sjovt, når blomsterne i min have har en historie med sig – og det har de i særlig grad, når de kommer fra små frø, jeg enten har høstet i min egen have eller fra venners eller familiers haver. Det er også en nem og billig måde at få nye blomster på, og det gør jo heller ikke spor :-).

IMG_5491

Jeg er meget inspireret af Claus Dalbys haveskriverier og ved, at han  venter med at så sine frø til sommerblomster til marts måned, da planterne ellers risikerer at blive for lange og ranglede, inden de er klar til at blive plantet ud. Den erfaring har jeg også gjort mig, da jeg netop ofte bliver for ivrig efter at komme i gang efter en mørk vinter. Jeg smider derfor også altid nogle frø særligt fra akelejer, velduftende aftenpragtstjerner og stokroser i efteråret, lige når frøene er klar. Så ligger de bare og venter på at forårssolen kalder på dem. Tålmodighed er en dyd – i haven er der heldigvis rigtig meget, der er værd at vente på 🙂

Mormors solbærmarmelade

Nu er det bær-tid, og det er skønt at kunne gå og nippe til de lækre bær i haven. SAM_3002

I min mormor og morfars have var der masser af både hindbær, solbær, ribs og stikkelsbær, og når vi kom på besøg om sommeren, hvor haven bugnede af modne bær, blev vi udstyret med en lille plasticbæger hver, og så fik vi ellers lov til at gå på rov! Uhm!

I min egen have er det endnu lidt småt med bær. Jeg har nogle hindbær, solbær og ribs, men udbyttet er ikke så stort endnu. Det er det til gengæld i bedsteforældrenes haver, og det plejer vi heldigvis også at nyde godt af. Mormors solbærmarmelade smager supergodt og er ligesom hyldeblomstsaft og vandmelon virkelig smagen af sommer.

Prøv selv, det er så nemt: Trylle-rylle, pund til pund:

Solbærmarmelade af rå bær:

300 g bær til 300 g sukker.

SAM_3004
Hak eller knus bærrene let.
Bland bær og sukker. Pisk blandingen i et kvarter! SAM_3011

 

 

 

Skyl glas i Atamon.

SAM_3009

Hæld på glas.

Bind evt. et bånd om.
Servér – gerne til lune, hjemmebagte boller 🙂

– eller tag et glas med som værtindegave næste gang du skal i byen.

SAM_3012

 

Related Images:

– om blomster, drømme og havelivets glæder