Romantisk sommerdessert

Lækre hindbær fra naboens have.
Lækre hindbær fra naboens have.

Lige nu bugner mange haver af solmodne hindbær, solbær, ribs og stikkelsbær. Jeg var så heldig at få foræret en masse lækre bær i går, og gik fluks i gang med at kreere en herlig sommerdessert – marengsdrøm med blåbærcreme og friske bær. Den smager himmelsk og er en sand vitaminbombe (både på den ene og den anden måde!), og så ser den ualmindeligt fristende ud med den sommerrosa flødeskumscreme sammen med de røde og sorte bær. Et lille grønt nips mynte på toppen vil lige sætte prikken over i’et!

Marengsdrøm med blåbærcreme og friske bær
Marengsdrøm med blåbærcreme og friske bær

Normalt er jeg ikke til den alt for romantiske stil, men om sommeren i haven har den efter min opfattelse helt klart sin berettigelse. Jeg kan se for mig et flot bord med med en fin bomuldsdug i pastelfarver, roser og løvefod i vaser, søde, romantiske tallerkener og kopper og små sølvgafler dækket op i flimrende skygge – og så denne på én gang søde og syrlige sommerdessert serveret på et glasfad! Vejret var ikke helt til det i går, så vi nød desserten inden døre. Selv om jeg måtte nøjes med at drømme om det ideelle set-up for min dessert, var både selskabet og smagen i top 🙂

Prøv selv opskriften og lad dig inspirere til den romantiske stil her.

Mandelbund:
5 æggehvider
200 g økologisk rørsukker
200 g mandler med skal, blendet let groft

Blåbærcreme:
300 g blåbær (frosne kan bruges, hvis fuglene har spist dem fra haven)
150 g økologisk rørsukker
1 spsk kartoffelmel
1 vaniljestang
1/2 l piskefløde (det giver rigeligt, så brug evt. lidt mindre, eller frys det resterende ned til en sommer-is, når du har vendt blåbærmassen i).

Pynt:
400 g blandede friske bær, fx hindbær, jordbær og solbær

Sådan gør du:

Mandelbund:
Pisk æggehviderne og sukker til hviderne er stive. Vend de blendede mandler i æggehviderne. Fordel massen i et rundt tærtefad beklædt med bagepapir (26-28 cm i diameter). Bag mandelbunden ved 175 grader i 20-25 minutter. Lad den afkøle helt.

Blåbærcreme:
Læg bærrene i et smurt, ovnfast fad. Drys med sukker, kartoffelmel og vaniljekorn (læg gerne vaniljebælgen ved, da den giver god smag). Bag det hele i ovnen i 20 minutter ved 175 grader. Lad det afkøle helt og fjern vaniljebælgen. Rør bærrene sammen til en ensartet masse (gerne i blender). Pisk fløden til skum og vend blåbærmassen i. Fordel blåbærmassen over mandelbunden og læg de friske bær på toppen. Pynt gerne med et par grønne blade mynte.

Velbekomme og god sommer!

5 tanker om "Romantisk sommerdessert"

  1. Ja, så vil jeg glæde mig til at høre, hvad du synes 🙂 Blåbær kan også skiftes ud med rabarber – det tror jeg, jeg vil prøve i dag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.