Syren – en favorit i haven

Lige før blomsterne springer ud!

Jeg har en svaghed for syrener. Da vi for første gang flyttede i eget hus for ca. 15 år siden, var mit eneste ‘krav’ til haven, at der skulle være hvide syrener – og det var der heldigvis! 

Jeg elsker duften – den er helt uimodståelig og giver gode associationer og en ‘feel-good’ fornemmelse i hele kroppen. Er det mon universelt og blot en fantastisk egenskab, som syrenen er udstyret med? Eller hænger det måske sammen med, at min mormor og morfar havde en syrenhæk langs huset, som duftede så dejligt og giver gode minder om hyggelige søndagsbesøg hos dem? Jeg ved det ikke, men jeg ved dog, at syrenerne gør noget ganske særligt ved mig.

Haven til vores første hus var en rigtig ‘mormor-have’. Ud over syrenerne var der krogede æbletræer, bonderoser og hindbærbuske. En virkelig hyggelig (lerjord i kuperet terræn!!) have, hvor der også var plads til både legehus, kaninbur og trampolin.

Da vi nogle år senere flyttede i et lidt større hus, kom vi til en flot og velanlagt have i tre niveauer. Der havde været en havearkitekt på, som havde gjort sig gode tanker om opbygning og udnyttelse af havens rum, og de muligheder, der ligger i en have, der har flere meters højdeforskel fra for- til baghave. Der manglede dog noget helt essentielt: syrener! Jeg fik derfor i indflyttergave en hvid syren, som straks blev sat lige ude ved terrassen, så vi både kunne nyde synet og duften, når blomsterne ville springe ud i maj.

Ludwig Spaeth

Sidenhen har jeg tilføjet to andre slags – den klassiske lilla Ludwig Spaeth, som nu pryder på midterste niveau og forsøger at stjæle lidt opmærksomhed fra trampolinen samtidig med, at den dækker for vores store, grønne ormekompost.

Beauty of Moscow

Den anden har jeg skaffet mig efter et tip fra en god veninde. Den hedder ‘Beauty of Moscow’ og dufter helt vidunderligt! Den har hvide til let-rosa blomster og skal både ses og duftes! Buskene er endnu forholdsvist unge, så jeg nænner sjældent at plukke ind til store buketter, men en enkelt eller to blomster gør det også rigtig godt i en buket blandede maj-blomster. For at undgå, at de falder sammen efter kort tid, flosser jeg stilken med hammer og saks, så vandet får mulighed for at trænge ind mange steder, frem for kun via et enkelt snit. (Lidt bagepulver eller kartoffelmel i vandet  får blomsterne til at stå ranke og flotte.)

Foran indgangen til vores drivhus står en lille dværgsyren, som byder velkommen til drivhuset med den skønneste duft!

Heldigvis er der også masser af vilde syrenhække i naturen – og en gåtur i maj er en oplevelse for alle sanser. Særligt når man kommer forbi syrenerne! 🙂

Nu har vi juni, og syrenerne er allerede ved at takke af for i år. Det er en kort fornøjelse, men hold op, hvor jeg nyder det, mens blomstringen står på!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.